Fotograf Frederik Lentz Andersen elsker at fortælle en røverhistorie eller ti fra modebranchen. Men han har også erfaret, at en hemmelighed kan ramme tilbage som en boomerang.
Der er utrolig meget sladder i den danske modebranche. Måske er det, fordi den er så lille, alle kender alle, og alle kender hemmeligheder, røverhistorier og rygter om hinanden. Der er sjældent røg uden ild, men der er mange historier, der bliver vildere og vildere, hver gang de bliver fortalt. Jeg har efterhånden lært, hvem jeg ikke skal fortælle en hemmelighed, hvis jeg vil undgå, at alle i min omgangskreds ved det dagen efter. Der er nok også nogle i branchen, som bruger hemmeligheder strategisk, hvis de f.eks. vil have en person ned med nakken. Deres historier begynder som regel med: “Du har det ikke fra mig, men …”
Jeg kan sagtens holde på en hemmelighed, hvis det er noget personligt, men jeg elsker også at fortælle en god røverhistorie. Jeg bruger den som icebreaker og til at skabe god stemning, når jeg er i et selskab. Der er sikkert nogle i min omgangskreds, som efterhånden har hørt dem alle sammen mange gange.
Mine historier er ofte lidt komiske, en anelse karikerede og involverer andre mennesker, men jeg kan bedst lide at fortælle historier, hvor jeg også selv ser lidt dum ud – uden selvironi bliver det hurtigt bare tarveligt. Men jeg har også lært, at man skal passe lidt på med, hvad man siger. Det er sket, at jeg har siddet i et selskab og fortalt en historie og mærket dræberøjnene nede fra den anden ende af bordet, fordi det pludselig viste sig, at den handlede om en, som vedkommende kender.
Jeg har engang været ved at komme galt afsted, fordi jeg holdt noget hemmeligt. Det var i 2010, da jeg som moderedaktør for Euroman skulle til London for at lave en forside med Nicklas Bendtner, som dengang spillede i Arsenal. Vi havde fået aftalen i hus gennem Nike’s danske afdeling, og de havde sendt os et frygtelig grimt tracksuit i neonfarver, hvor der stod Nike over det hele skrevet med graffitibogstaver. Det ville blive en forfærdelig forside, så vi aftalte på redaktionen at spørge Nike, om vi også måtte tage et par billeder af Bendtner i jakkesæt, som vi kun brugte inde i magasinet – ikke på forsiden. Og så kunne der jo altid ske en “ulykke”, hvor alle billederne af ham i Nike-tracksuit pludselig forsvandt fra harddisken, helt tilfældigt og uforklarligt.
Da fotografen og jeg landede i London, hvor vi skulle mødes med en journalist, som havde fulgt Bendtner i nogle dage, sagde vores taxachauffør: “Det var heldigt, at I nåede det, de har lige lukket luftrummet på grund af en kæmpe askesky fra et vulkanudbrud på Island.” Vi havde ikke fulgt med i nyhederne, så vi anede ikke, hvad han talte om, men tog bare hen på det hotel, hvor vi skulle tage billeder af Nicklas Bendtner. Han var sød og rar, og vi fik lavet en flot serie med ham i gråt jakkesæt og hvid skjorte – plus nogle billeder i sættet fra Nike.
Imens vi fotograferede, begyndte det at gå op for os, at det ville blive helt umuligt at flyve hjem til København. I stedet tog vi næste morgen et tog til Paris, og derfra var planen at leje en bil og køre til Danmark. Vi havde været ude om aftenen og sad med gedigne tømmermænd i toget, mens vi ringede febrilsk rundt til alle billeje-virksomheder i Paris. Til sidst fik vi fat i et sted, der fortalte, at de havde én bil tilbage. Alt andet var lejet ud. Men i det sekund vi skulle til at give vores kreditkortoplysninger, kørte toget ned i tunnelen under Den Engelske Kanal, og forbindelsen røg. Da vi kom ud på den anden side, var bilen blevet lejet ud.
“Vi aftalte at betale ham 8.000 kr. for at køre til Paris”
Vi indlogerede os i brudesuiten på et stort hotel i Paris, fordi alt andet var booket. Imens ringede vi rundt til venner og bekendte hjemme i Danmark og forsøgte at betale dem for at køre ned og hente os. Ud på aftenen fik jeg fat i en modeassistent på Euroman. Han var til fredagsbar, men havde heldigvis kun nået at få én øl, så vi aftalte at betale ham 8.000 kr. for at køre til Paris i sin brors bil. Det var en gammel spand, og hver gang vi havde kørt et par timer, skulle der hældes ny olie på, så hjemturen tog en evighed. Men hjem kom vi.
Samme dag, som magasinet udkom – med Bendtner i gråt jakkesæt på forsiden – ringede min telefon. Det var en rasende PR-medarbejder fra Nike, der skreg, at vi risikerede at blive sagsøgt, fordi Bendtner havde en kontrakt, hvori der stod, at han ville få udbetalt et større beløb, hver gang han optrådte på en magasinforside i Nike-tøj.
Kort tid efter skulle jeg til Medinas fødselsdag på Toldboden i København, og på vej ind passerede jeg Bendtner, som også var til festen. “Hvor er det, jeg kender dig fra?” spurgte han. Jeg svarede, at det var mig fra fotoskydningen London, men jeg nåede knap at få det sagt, før han tog fat i kraven på mig og skubbede mig ind i væggen. Han var jo gået glip af en masse penge på grund af mig. Vi blev dog hurtigt skilt ad, og middagen fortsatte. Dengang var Bendtner lige blevet kærester med Julie Zangenberg, som jeg kendte, og senere på aftenen kom hun hen til mig: “Du skal lige møde min skønne, nye kæreste.” Jeg svarede: “Jeg tror allerede, vi har hilst på hinanden.”
“Jeg havde fået tæsk af Nicklas Bendtner inde på natklubben Simon’s”
Et par uger senere blev jeg ringet op af en journalist fra Se & Hør. Han havde hørt et rygte om, at jeg havde fået tæsk af Nicklas Bendtner inde på natklubben Simon’s, og at jeg skulle have politianmeldt ham. Det er et meget godt eksempel på, hvordan historier kan udvikle sig, når de går fra mund til mund. Jeg skyndte mig at ringe til Julie Zangenberg, som sammen med Bendtner fik lukket den falske historie ned, og siden fik han og jeg da også sluttet fred. Men hele den affære er et godt eksempel på, at en hemmelighed kan ramme dig i hovedet som en boomerang.
