Makeup

Her er de største negletrends, der kommer til at dominere 2023

- 11/01/2023

Hvis der var en trend, der eksploderede i 2022, var det negle, og vi forudser, at 2023 om muligt bliver endnu større.

Hvis vi skal opsummere 2022 på skønhedsfronten med én trend, så må det være ’Glazed Donut’-negle, der fik folk til at valfarte til saloner og i Matas for DIY-remedier for at gøre Hailey Bieber kunsten efter.

Og med den kæmpe, verserende besættelse af velmanicurerede negle in mente spår vi, at 2023 om muligt bliver et endnu større negleår, hvor must-follow profilerne på Instagram ikke blot er celebrities, men de kyndige hænder bag deres virale fingerspidskunst.

Herunder kan eksempelvis nævnes Zola Ganzorigt, aka @nailsbyzola, som er kvinden bag Hailey Biebers ugentlige manicure (og førnævnte ’glazed donut’), der gang på gang trækker overskrifter og skaber trends.

Vi har kigget hendes profil efter i sømmene, og holdt det op mod de negletrends vi i øvrigt ser på de kendte og på catwalken, og samlet de fem negletrends, vi tror kommer til at definere 2023.

Krom-negle

Vi så tendensen første gang på Zendaya til Oscar-uddelingen i marts 2022. Selvom krom i og for sig er metalliske, betyder krom-negle ikke nødvendigvis bling. Den mørkegrå farve med lidt spejlblank sølveffekt er nemlig mere afdæmpet end rene metalfarver og krom-effekten kan også bruges over andre farver; eksempelvis dueblå, brun eller mørkegrøn for en spændende, blæk-agtigt effekt. På sin vis er krom-negle vinterens version af ’glazed donut’, da de har samme shine, uden at der går diskokugle i den – og de mørke undertoner passer perfekt til det grå vintervejr.

Rene negle

Ovenpå en masse mere eller mindre vilde trends, kan vi også forvente at se modstykket, nemlig der, hvor ’less is more’. Her er ikke tale om, at du skal lade dine negle stå til, men snarere en minutiøs manicure, der udstråler, sunde, rene og velplejede negle.

Det kan sammenlignes med ‘no makeup makeup’-looket, der ikke handler om slet ikke at bruge makeup, men snarere bruge de helt rigtige produkter på en naturlig og underspillet måde, og samtidig ikke spare på hudplejen. Det samme gælder den rene negletrend, der kræver lige så meget pleje, arbejde og produkter som en farvet negletrend. Den eneste forskel er, at resultatet ser helt naturligt og lækkert ud.

Fransk manicure

Den franske manicure begyndte at genopstå som trend i 2022, givetvis efter den kæmpe Y2K-modebølge, hvor alt fra 00’erne blev hot igen. Således også den helt store 2010-trend, nemlig den franske manicure, og mon ikke trenden kun bliver større i 2023.

Forskellen fra 00’erne til nu er dog, at trenden for knap 20 år siden så kunstig og påsat ud, hvor den hvide tip ofte var karikeret og meget bred. Nu, derimod, skal den franske spids være så tynd og diskret som muligt, hvilket gør stilen langt mere elegant.

Nail art

Jo mere populære negle bliver, des mere kreativitet opstår der også i branchen. Derfor er det kun naturligt, at vi i 2023 vil se langt mere leg med strategisk placeret glitter, finurlige snirkler og grafiske mønstre i miniformat på fingerspidserne. Nail art er her for at blive, og vi har kun set begyndelsen.

Neglepiercinger

Hvorfor ikke give dine negle ekstra pynt med et smykke? Hvis du skal makse ud, er neglene i hvert fald et glimrende sted at gøre det, da det er diskret – og vokser hurtigt ud igen. Neglepiercinger (i kortere negle, forstås) står til at få en stor opblomstring i 2023, og du kan være sikker på, at et lille, glimtende vedhæng i neglespidsen i en ren og enkel manicure nok skal lave et statement. Det er absolut ikke praktisk, men det skiller sig bestemt ud.

Læs ogå

Her er frisuren, der kommer til at dominere dit festlook i 2023