Bolig

Interiørdesigner Othilia Thalund: “Mange tror, at det på grund af mit job er mig, der har valgt, hvad vi indretter os med, men det er ikke tilfældet”

- 12/12/2022

For Othilia Thalund er hendes bolig ikke kun hendes hjem, men også hendes visitkort. Hun har nemlig kontor og showroom for sin interiørvirksomhed i herskabslejligheden på Østerbro, hvor hun og hendes kæreste har skabt personlighed i de store, højloftede rum

Da interiørdesigner Othilia Thalund for fire år siden flyttede sammen med sin kæreste, Ulrik Rafaelsen, havde de allerede været sammen i fem år, men ville vente med at flytte sammen, til alle deres børn var flyttet hjemmefra.

Thalund kom fra en lille lejlighed i indre København, Rafaelsen fra et byggeforeningshus på ydre Østerbro. De vidste, at de ville finde et fælles nyt hjem på indre Østerbro, fordi de herfra kan cykle ind til byen på fem minutter, men stadig være lidt væk fra den og have adgang til grønne områder som søerne, Kastellet, Østre Anlæg og den smukke Holmens Kirkegård.

”Vi ville gerne have store rum, men ikke nødvendigvis mange rum. Mange af de store gamle herskabslejligheder har en 30 meter lang gang med værelser, og det havde vi slet ikke brug for. Da vi fandt denne lejlighed, faldt vi for den med det samme. Planløsningen er helt unik med stuer ud mod gaden på den ene side og kig til grønt på den anden side. Den har kun en lille stump gang, og man kommer naturligt ind i alle værelserne, undtagen gæsteværelset, så der er ikke noget, der står tomt hen,” fortæller Othilia Thalund.

Foto: Marie Louise Munkegaard

Fælles projekt

En af fordelene ved de store rum og mange kvadratmeter er, at de begge kan have kontor i lejligheden. Othilia Thalund har ud over kontor også showroom, der er placeret i et stort rum midt i lejligheden, hvor hendes kunder også kommer.

Parret havde ikke ret mange møbler med, da de flyttede ind, så det var “lidt som at starte forfra”, og indretningen er sket hen ad vejen. De startede med at få lavet et stort spisebord med fem plader, så det kan være både stort og småt i spisestuen, tilsat nogle af Othilia Thalunds egne sofaer fra Othilia Living.

Foto: Marie Louise Munkegaard

Skrivebordsstolen er en af de 24 gamle Myre-stole i original grå farve, som parret har fra Ulriks familie. De malede bogkasser er fra Trævarefabrikernes Udsalg, gulvlampe fra Artemide. De afrikanske figurer har Othilia købt på et marked i Nice i 2002. Det øverste maleri er en 50-års fødselsdags-gave fra Othilia Thalunds venner.

Foto: Marie Louise Munkegaard

Othilia Thalund skaber altid moodboards med stofprøver og farveprøver til sine projekter.

”Vi flyttede ikke ind med et fuldt hjem, og vi skulle også finde ud af at merge vores ting. Fordi vi havde kendt hinanden i fem år, før vi flyttede sammen, havde vi mulighed for at bruge tid på at finde frem til, hvad vi begge godt kan lide.

Det sjove er, at mange tror, at det på grund af mit job er mig, der har valgt, hvad vi indretter os med, men det er ikke tilfældet. Ulrik har både smag, meninger og interesse for indretning, så jeg kan ærligt sige, at vores indretning afspejler os begge to,” siger Othilia Thalund.

Nuancer af grå

Den store herskabslejlighed var et dødsbo, hvor alt stod nærmest som originalt, så den blev sat i stand fra ende til anden. Blandt andet fik parret lavet et stort køkkenalrum, fordi de kan lide at lave mad og have gæster, og det rum er udgangspunktet for de grå toner, der bevæger sig gennem lejligheden. Køkkenalrummet har den mørkeste tone, som så falder med samme procentdel fra rum til rum.

”Jeg arbejder ud fra instinkt, mens Ulrik går mere systematisk, matematisk til værks, og vi fik hjælp fra en maler på Esplanaden til at vælge den helt rigtige grå start-nuance, ikke mindst fordi lejligheden har lysindfald fra begge sider, hvilket har stor betydning for, hvordan den enkelte farve opleves,” siger Othilia Thalund.

Spisestuen og Ulriks kontor har original egetræsparket, i de øvrige rum er der lagt ny, inden alt blev høvlet og fik samme behandling, så gulvene ser ens ud gennem hele lejligheden.

Othilia Thalund

HVEM
Othilia Thalund, interiør-designer og indehaver af Othilia Living (@othilia-living).
Bor sammen med sin kæreste Ulrik Rafaelsen, indehaver af Geismars Væverier.
HVAD
Herskabslejlighed på 255 kvm fra 1877 på Østerbro.

Personligheden skal ind

Fordi Othilia Thalund arbejder med at skabe indretninger, kunne man fristes til at tro, at det var det nemmeste i verden at indrette en lejlighed. Men faktisk er det sværere at indrette til sig selv end til andre, siger hun.

”Når jeg er ude i andres boliger, er jeg aldrig i tvivl. Der ved jeg præcis, hvad der vil virke, og hvilke farver, møbler osv., som vil være de rigtige. Hos mig selv er det sværere, der kan jeg godt komme i tvivl.”

Foto: Marie Louise Munkegaard

Det antikke sidebord og den klassiske Arne Jacobsen-gulvlampe er arvestykker fra Ulrik Rafaelsens familie. Kultegningen af Kai Lindemann fik Othilia Thalund, efter hun havde vandet hans blomster. Den fine kvindefigur har hun arvet fra en kær veninde, der døde for år tilbage.

Det første, der er vigtigt for hende, er at omgive sig med personlige ting, som man ikke bare kan gå ud og finde på en eftermiddag.

”Personlighed er vigtigt, så ens hjem ikke kommer til at ligne et showroom for et bestemt brand,” siger hun.

”Vi har meget kunst og mange arvestykker fra Ulriks familie, og vi har en del vintage-sager, som er med til at skabe personlighed. For mange nye ting kan virke upersonligt. Det betyder ikke, at jeg ikke godt kan lide at købe en ny flot lysestage, men købene til vores hjem er altid velovervejet. Når man bor sammen, skal man jo også være enige om de store ting. F.eks. er jeg selv helt vild med rosa, men det har jeg skruet lidt ned for, fordi jeg bor sammen med en mand.”

Foto: Marie Louise Munkegaard

Othilia Thalund har handlet med sofaer i så mange år, at hun ved, hvad der er optimalt. Derfor begyndte hun for fire år siden at producere sine egne sofaer efter at have fundet den rette producent. I hendes egen stue står to versioner af Othilia Livings Otto-sofa i to nuancer og to dybder; en til at flyde i, en til at sidde i. Sofabordene er også Othilia Thalunds design og hedder Oliver. Puder fra Roomers, Oliver Gustav og Aiayu. Gulvtæppe fra Kirsten Fribert. Krukken til venstre for sofaen er fra Room by Sarah på Strandvejen, gulvlampen er Astep, og Alechinsky-billederne er arvestykker fra Ulrik Rafaelsens familie.

Foto: Marie Louise Munkegaard

På lejlighedens originale pejs troner et gammelt maleri, Othilia Thalund købte på et marked i Frankrig, fordi hun syntes, damen var så køn. De gamle urtepotter med mølplanter spiller op mod farverne på de gamle kakler og maleriet.

Foto: Marie Louise Munkegaard

Barvognen købte parret sammen på en antikmesse for nogle år siden, bordlampen er fra Restart Milano. Nederst noget af samlingen af gamle franske pokaler, som Othilia Thalund ”elsker og kan blive ved med at købe”. Gulvtæppet er fra Kirsten Fribert.

Foto: Marie Louise Munkegaard

Det store køkken-alrum stod øverst på listen, da parret renoverede lejligheden. Det grå køkken er bygget af Handcrafted Interior og har en anelse mørkere grå tone end væggene. Bordpladen er af Pietra Grey marmor.

Foto: Marie Louise Munkegaard

Othilia Thalund og Ulrik Rafaelsen brugte mange timer på at udvælge de rigtige Statuario marmorsten, så de passede smukt sammen på badeværelset.

Antikt slagbord fra Ulrik Rafaelsens familie og Mogens Kochs klassiske foldestole skaber en fin siddeplads i en af stuerne. Den smukke skål med kvæder er fra Worsaae.

Foto: Marie Louise Munkegaard

Klædeskabet i soveværelset er samme design som køkkenet fra Handcrafted Interior, men har en mere taupe nuance, som matcher væggene.

Læs ogå

Kom med hjem til Bea Fagerholt: “Alle grinede af mig, fordi jeg insisterede på at have hvide sofaer, som jeg altid har haft, efter vi fik børn”.