En stor del af sin barndom brugte Oliver Gliese på at forsøge at passe ind. Men som tiden gik, fik han dårlig samvittighed, fordi han følte, han løj om, hvem han i virkeligheden var. Vi har talt med Oliver om, hvad han har lært af at springe ud og finde sig til rette i sin egen seksualitet.
Da jeg sprang ud, kan jeg huske, at min moster sagde, at hun nok havde haft det på fornemmelsen, siden dengang jeg kom hende i møde på rulleskøjter iført min mors selvsiddende strømper og spurgte, om jeg måtte låne hendes øreringe. Selv opdagede jeg først, at jeg var anderledes, da jeg i 4. klasse skiftede fra en lille landsbyskole til en større skole i Kalundborg. På første skoledag stod jeg i fuldt Hamtaro-outfit (japansk manga-serie, red.) og kunne godt se, at jeg ikke lignede de andre drenge. Det betød, at jeg havde svært ved at finde min plads. Jeg fik tilråb i skolegården, og jeg var den eneste dreng i klassen, som ikke blev inviteret, når de andre drenge holdt fødselsdag – men jeg kom heller ikke med til pigernes fødselsdage, fordi jeg ikke var en pige.
Jeg brugte en stor del af min barndom på at forsøge at passe ind. Undervejs var jeg sammen med piger og fik kærester, der var piger, men som tiden gik, fik jeg mere og mere dårlig samvittighed. Jeg følte, at jeg løj for omverdenen om, hvem jeg i virkeligheden var. Min familie flyttede til Hillerød, da jeg startede i gymnasiet, og først som 17-årig fortalte jeg mine nærmeste venner og familie, at jeg ikke var heteroseksuel. Da jeg sprang rigtigt ud, gjorde jeg det først som biseksuel, måske fordi jeg følte, at det var nemmere. Heldigvis har min familie altid støttet mig, uanset hvad. Jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være for unge homoseksuelle, der ikke har den opbakning.
“Jeg ville ønske, at folk i Danmark var bedre til at sige fra, når de oplever i diskrimination i gadebilledet”
Da jeg var færdig med gymnasiet, var jeg høj i hatten og ikke bange for at udtrykke mig selv. Jeg gik feminint klædt i tætsiddende tøj, og jeg kunne godt lide flæser og plateausko. Jeg fik hurtigt job i modebranchen, hvor man skulle tro, at rammerne var vide, men selv her fik jeg at vide, at jeg så pænere ud, når jeg gik lidt mere maskulint klædt. I en periode ramte det mig på min selvtillid, så jeg ikke følte, der var plads til, at jeg kunne være mig selv.
Sidste år tog jeg på et udvekslingsophold i Los Angeles. Her blev jeg mødt af en kultur, der er meget mere favnende, hvor der er mere spræl og mindre jantelov. Da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for, at jeg ville tage det med mig; at jeg ville være ligeglad med, hvad andre tænker om, hvordan jeg er, eller hvem jeg er.
“Min indbakke er åben, og jeg oplever, at der er folk, som skriver til mig og spørger mig til råds”
Jeg boede i West Hollywood, som er gay-mekka. Man kan nærmest ikke gå ind på en bar, som ikke er LGBTQ+-venlig, eller hvor der ikke er andre homoseksuelle. Der er en tendens til, at man komplementerer hinanden meget mere, og hvis jeg var i supermarkedet og havde noget vildt eller farverigt tøj på, blev jeg stoppet af tilfældige mennesker og fik at vide, hvor godt de syntes, jeg så ud. Herhjemme risikerer jeg i stedet at få negative tilråb på gaden. Der er sikkert også mange, som kigger på mig fra den anden side af gaden og synes, at mit tøj ser smart ud – men de kunne aldrig finde på at sige det højt.
Jeg ville ønske, at folk i Danmark blev bedre til at sige fra, når de oplever diskrimination i gadebilledet. Engang skulle jeg besøge en veninde inde ved Nørreport, det var en fredag eftermiddag, og der var helt sort af mennesker på pladsen. Ved et lyskryds var der to unge mænd, som fik øje på mig fra den anden side af gaden og råbte, at jeg var en klam bøsse. Jeg bad dem om at tale pænt, men i stedet fortsatte de og råbte, at de ville smadre mig. Der stod måske 30 mennesker omkring os i alle aldre, men ikke en eneste af dem valgte at gribe ind. I stedet kiggede de ned på deres sko, op i luften eller stirrede ned i skærmen på deres telefon. Jeg forlanger ikke, at de ligefrem skulle have blandet sig i konfrontationen, men jeg tror ikke, de ved, hvor meget det ville have betydet, hvis en af dem var kommet hen bagefter og havde spurgt: ”Er du okay?”
I dag har jeg en del følgere på Instagram (13.000, red.), men jeg synes, at det er svært at skulle være et forbillede for andre i en tid, hvor alt, hvad man siger eller skriver, risikerer at blive misforstået. Min indbakke er åben, og jeg oplever, at der er folk, som skriver til mig og spørger mig til råds. Jeg svarer dem selvfølgelig, så godt jeg kan, men jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg skal bruge den platform, jeg har til rådighed. Jeg vil gerne være mere aktivistisk, og jeg prøver at dele, hvis jeg oplever grænseoverskridende adfærd, som da der sidste sommer var EM i fodbold, og hele København festede, men der gik ikke én dag, hvor jeg ikke blev råbt ad eller truet. Mit håb er, at jeg kan vise alle dem, der tror, at vi lever i et samfund, hvor der er plads til alle, at der stadig er lang vej igen.