Rejser

Sommer i Sydfrankrig: Her skal du bo og det skal du opleve

- 15/07/2020

ELLE anbefaler her enestående hoteloplevelser, betagende kunst og håndplukket interiør i Europas mest sceniske feriedestination.

Der findes få steder som Sydfrankrig, hvor vejret, stemningen og mulighederne for at koble helt fra går op i en højere enhed og dermed skaber de perfekte rammer fra en ferie, du sent vil glemme.

Her skal du bo

Hotel Les Roches Rouges
Vil du holde ferie i en interiørdrøm, er designhotellet Les Roches Rouges i kystbyen Saint-Raphaël ikke langt fra Cannes det helt rigtige sted at tjekke ind. Hotellet, der ligger i vandkanten og har fået sit navn efter de røde klipper lidt længere oppe ad kysten, er indrettet af duoen Festen Architecture, som også står bag det magiske pariserhotel Le Pigalle. Med Les Roches Rouges har de skabt en nærmest filmisk iscenesættelse inspireret af 1950’ernes modernisme og Hollywood-drømmen om et tilbagelænet liv med stor stråhat, maritime striber og et morgendyp i bølgen blå. Tilsæt café crème, croissanter og en hædret michelin-restaurant, og oplevelsen er helstøbt.

Læs mere på hotellesrochesrouges.com

Foto: PR

Hotellet Les Roches Rouges er en nærmest filmisk iscenesættelse inspireret af 1950’ernes Hollywood-drøm om et tilbagelænet liv med stor stråhat, maritime fornemmelser og et morgendyp i bølgen blå.

Hotel Baumaniére
Provence er indbegrebet af fransk idyl. Det er her, rislende fontæner, grønne haver, krogede træer, syngende cikader, lyseblå skodder og en solseng i skyggen får feriefølelsen til at trænge ind i den aller-
inderste knogle. Skal det opleves på luksuriøs manér, skal du indlogere dig på Relais & Chateaux-hotellet Baumanière, hvor de økologiske grøntsager kommer fra egen have, og olivenolie såvel som honning er af egen avl. Med den to-stjernede michelin-restaurant Oustau de Baumanière, tre swimmingpools, spa, tennisbane og cykeludlejning bliver forudsætningerne for ultimativ afslapning næsten ikke bedre.

Læs mere på baumaniere.com

Foto: PR

Der er skøn og autentisk Provence-stemning fra morgenstunden på Hotel Baumaniére.

La Colombe D’or
Er du umættelig kunstentusiast, skal du selvfølgelig overnatte i de rum, som det tyvende århundredes største kunstnere yndede at frekventere for et godt måltid, vin i mængder, festligt selskab og en rar seng at sove i. Stedet hedder La Colombe d’Or, og dets historie går tilbage til 1931, hvor landmandssønnen Paul Roux og hans kone åbnede en lille restaurant med tilstødende værelser. Huset tiltrak først Braque, Léger og Matisse og sidenhen Miró, Chagall og Picasso, der betalte med værker for gæstfriheden. Nok er kunstnerne væk, men kunsten bor stadig på det familieejede auberge, hvor du kan dase ved poolen i dagtimerne og sige godnat til Picasso, når du går til ro.

Læs mere på la-colombe-dor.com

Det bliver næsten ikke mere fransk og filmisk end på smukke La Colombe D'or.

Det skal du opleve

Fondation Maeght
At dyrke kunsten er en selvfølgelighed i et område, hvor de franske mestre boltrede sig i betagende natur, kreative fællesskaber og endeløse kunstneriske ambitioner. Og Fondation Maeght i Saint-Paul-de-Vence er det rette sted at starte. Museet blev stiftet af de parisiske gallerister Aimé og Marguerite Maeght i 1964 og er tegnet af den catalanske arkitekt Josep Lluís Sert. Gennem årene har det været samlingssted for store talenter som Georges Braque, Marc Chagall, Alberto Giacometti, Fernand Léger og Joan Miró, og autenticiteten er derfor helt i top, når du nyder den unikke samling af formidabel moderne kunst, slentrer under pinjetræernes kroner og oplever en fornyet forståelse, du ikke kunne have læst dig til.

Læs mere på fondation-maeght.com

Det er både kunsten og arkitekturen ved Fondation Maeght i Saint-Paul-de-Vence, der er et besøg værd.

Villa Santo Sospir
Villa Santo Sospir er kendt og elsket for sin magiske udsmykning skabt af kunstneren, filmskaberen og poeten Jean Cocteau, der i 1950’erne besøgte veninden, kendiskvinden, rigmandsfruen og Yves Saint Laurent-musen Francine Weisweiller i hendes smukke villa i Saint-Jean-Cap-Ferrat. På ti år forvandlede Cocteau villaens hvide vægge til en mytologisk verden af græske freskoer, smukke tapeter og malede lofter. I dag står Santo Sospir tilbage som et tatoveret minde og en fortryllende tidslomme, der komplet med de originale møbler fortæller historien om en særlig kunstner og et særligt (kærligheds-)forhold mellem to mennesker.

Læs mere på santosospir.com

Foto: PR

Tag på besøg i Yves Saint Laurent-museets Francine Weisweillers smukke villa.

Her skal du shoppe

Galerie Mélissa Paul
Efterhånden kan du shoppe franske modeklassikere som Sandro og Maje i København, og derfor kan du passende bruge dit sydfranske eventyr til at jagte interiør. Er du til kombinationen af møbelkunst fra det tyvende århundrede, væghængte værker, smukke skulpturer og lampefødder i keramik under lyse skygger i tekstil, er det charmerende galleri Mélissa Paul i Nice din oplagte destination. Med brændte farver, varmt træ, flet i alle afskygninger og mesterlige formgivere som Isamu Noguchi og Ingo Maurer (du kender med sikkerhed den viftelignende væglampe Uchiwa) rammer det håndplukkede udvalg tidsånden lige i solar plexus og giver dig lyst til at tage det hele med hjem.

Læs mere på galerie-melissa-paul.com

Artiklen blev første gang bragt i ELLE juli 2020.

Læs ogå

Her skal du bo, spise, shoppe og dase i Malibu