Rejser

Her skal du bo, spise, shoppe og dase i Malibu

- 03/06/2020

Vi guider til den solrige, amerikanske by, der er kendt for sine surfere, kendte mennesker og masser af muligheder for wellness.

Mere end 30 kilometer indbydende kyststrækning omgiver strandbyen Malibu, som ligger langs den scenisk smukke Highway 1. Byen kendes især for sine celebre indbyggere, og der er fokus på helse, sund livsstil og fabelagtig godt vejr. God mad, solskin og wellness i Malibu er en inve-stering i krop, sjæl og sind, som vi lige nu kun kan drømme om.

Her skal du bo

Malibu Beach Inn
Location, location, location. Boutique-hotellet Malibu Beach Inn ligger midt på stranden med kig til Malibu Pier til den ene side og til den anden side de mange kulørte huse, der ligger langs stranden mod Los Angeles. Værelserne er indrettet lyst og lækkert, og der er panoramaudsigt til Stillehavet, så du kan være så heldig at spotte delfiner eller hvaler fra altanen. Der er ikke noget, der slår følelsen af at falde i søvn til bølgernes brusen. Om morgenen tilbyder hotellet gratis yoga på stranden, hvor du under åben himmel kan lave solhilsen og samle tankerne, inden dagens program starter. Det kan varmt anbefales at kigge forbi hotellets reception, hvor de serverer hjemmebagte chocolate chip cookies.

læs mere på malibubeachinn.com

Foto: PR

Værelserne på Malibu Beach Inn er indrettet i moderne, amerikansk strandstil med et tvist af japandi - og har selvfølgelig udsigt til den lækre strand.

Her skal du spise

Malibu Farm og Malibu Farm Café
Omdrejningspunktet for byen er den gamle, karakteristiske hvide mole, Malibu Pier, der strækker sig et par hundrede meter ud fra kysten. Om aftenen er der dekoreret med kulørte lamper, og en af Malibus hyggeligste restauranter, Malibu Farm, serverer grillet fisk, blomkålspizza og kålsalat. Morgenen startes bedst hos Malibu Farm Café for enden af molen med yoghurt, granola og vandmelonjuice og udsigten til Los Angeles og flotte surfere.

Læs mere på malibu-farm.com

Hos Malibu Farm kan du få masser af farverige og friske salater.

Malibu Seafood
Byen er kendt for sine gode fiskerestauranter som Malibu Seafood. Uprætentiøse fiskeretter som fiskefrikadeller, fish’n’chips og fisketacos serveres med udsigt til vandet for et blandet klientel af surfere, studerende fra det lokale universitet og nysgerrige turister. Prøv evt. også Paradise Cove Beach Café, Reel Inn eller Neptune’s Net.

Læs mere malibuseafood.com

Sunlife Organics 
I Malibu Country Mart finder du helse-restauranten Sunlife Organics, hvor du kan få alt, hvad hjertet begærer af superfoods. Smoothies, shakes, salater og bowls med acai, goji, kokossmør, spirulina, lotuspollen og hampemælk.

Læs mere på sunlifeorganics.com

De lækre acai bowls hos Sunlife Organics er den perfekte start på dagen.

Det skal du opleve

Wellness
Tiden i Malibu bruges bedst på at pleje krop og sjæl. Et besøg hos Veronica Skin & Body Care Center, hvor du bl.a. kan få en Hydra-Facial eller en Diamond Peel, er godt for et ansigt, der er plaget af jetlag efter den lange flyve-
tur til Californien. Veronica Skin & Body Care Center har både et spa på Malibu Beach Inn med et udvalg af behandlinger, og i deres spa i Malibu er der den fulde liste. Langs Highway 1 er der flere neglesaloner, hvor der tilbydes manicure og pedicure til sommerklare hænder og fødder.

Læs mere på veronicaskincare.com

Aktiv ferie
Der er rig mulighed for også at bruge kroppen i Malibu. Surf Shack på Highway 1 over for Malibu Pier tilbyder udlejning af surfbrætter eller stand up paddle boards, og du kan også booke timer hos en træner, hvis du er nybegynder eller vil genopfriske dine talenter. I bjergene omkring byen er der mange hikes, hvor du med udsigt over enten Stillehavet eller de bølgende grønne bakker kan få pusten op og trænet benene. Solstice Canyon har flere forskellige typer hikingruter for både øvede og nybegyndere.

Malibu er blandt andet kendt for sine strande og sin surfing-kultur, som der er rig mulighed for at afprøve.

Her skal du shoppe

Malibi Country Mart
Det er områdets bedste shoppingdestination. Foruden gode restauranter kan du finde de chikke konceptbutikker Maxfield og Fred Segal. Begge butikker har et stort udvalg af designermærker som Gucci, Sacai, Givenchy, Cult Gaia og IRO, og indretningen af butikkerne er en fornøjelse at opleve. Det gode basistøjmærke James Perse har også en butik indrettet i klassisk californisk surferstil.

Læs mere på malibucountrymart.com

Camarillo Premium Outlet
Der er gode kup at gøre i Camarillo Premium Outlet, hvor du kan finde Adidas, New Balance, Nike, Barneys og Calvin Klein. Tredive minutters kørsel langs den pittoreske kyststrækning og ind gennem grønne marker leder dig til et shoppingområde, hvor det er værd at investere i især sneakers og træningstøj.

Butikken Fred Segal i Malibu Country Mart, der er områdets ultimative shopping-destination.

Artiklen blev første gang bragt i ELLE juni 2020