Prisen for smukkeste røde læbestift går til Nicole Kidman.
Det var ikke kun kjolerne til gårsdagens uddeling af Oscar-statuetterne, der løb med opmærksomheden. Det gjorde flere af skuespillerindernes beautylooks også. Og ikke mindst Nicole Kidmans look, der blandt andet bestod af noget, nogle af os bruger årevis på at jagte: Den perfekte røde læbestift.
Mens det var Giorgio Armani med linjen Armani Privé, der stod bag Nicole Kidmans smukke kjole, var det makeupartist Kyra Panchenko, som stod bag makeuplooket. Og til det havde hun brugt en anden berømt makeupartists produkter, nemlig Pat McGraths.
På Nicole Kidmans læber havde Kyra Panchenko først brugt læbeblyanten ’PermaGel Ultra Lip Pencil Blood Lust’ til at ramme læberne ind og sørge for, at farven blev på læberne og ikke ’løb’. Og over læbeblyanten havde hun så lagt den i øjefaldende røde og matte læbestift ’MatteTrance™ Lipstick Elson 3’.
Både lipliner og læbestift er en del af det særlige ’Crimson Couture Lip Kit’, der kun sælges på Pat McGrath Labs egen hjemmeside.
Normalt kan man få fingrene i produkterne via Sephora herhjemme, men heldigvis kan man også få sendt læbekittet til Danmark og – vigtigst af alt – det er i skrivende stund stadig på lager.