Ecooking har lanceret makeup – og deriblandt en ret særlig mascara. Vi fik eksperten bag til at dele 5 gode mascara-tips – lige til at kopiere.
Danske Ecooking, der startede som en hudplejeserie bestående af syv produkter alle rørt sammen i grundlægger Tina Søgaards køkken, er nu klar med en komplet makeupserie. Produkterne, der tæller alt fra blush og highlighter til pensler og mascara, er udviklet i samarbejde med makeupartist Nina Larsen. Og netop mascaraen er et af de i alt 85 produkter, der skiller sig mest ud.
Der er nemlig tale om en mascara, der ikke bare har en Allergy Certified-certificering. Den fås også i en både vandfast og tårefast version, og så tilkøber man den af de fire børster, der passer bedst til ens vippe-behov. Eller de af børsterne, der passer bedst, for der er selvfølgelig også mulighed for at købe flere og udskifte dem alt efter humør.
Læs også: KylieSkin kommer til Danmark
I forbindelse med den store lancering, talte vi med makeupartist Nina Larsen om netop mascara, og hun delte 5 råd, tips og tricks, du ikke vil gå glip af.
Makeupartistens top-mascara-tip
Du opnår det flotteste resultatet ved at lægge din mascara i flere tynde lag fremfor ét stort. Læg mascaraen på helt rene vipper helt inde fra bunden og ud. Brug zig-zag-bevægelser, så du får du arbejdet mascaraen godt ind i vipperne og helt ud til spidsen. Vær også altid opmærksom på at nå ud til de inderste fine hår. På mange mascaraer er der en lille ekstra børste på tippen, så hvis du holder børsten lodret fremfor vandret, kan den hjælpe med at definere de helt små fine vipper.
Den mascara-fejl kvinder generelt begår
Den fejl jeg oftest ser, er at man kommer lidt for meget mascara på og ikke bygger den op. Det tager kun et par minutter længere at lægge den i flere lag, og du får et flottere resultat. Både hvis du går efter et naturligt vippe-look eller noget, der er lidt mere dramatisk. Du kan også arbejde med en lashprimer, du lægger som hvert andet lag. På den måde kan du bygge et fyldigt vippe-look op.
Når mascaraen smitter af på huden
Når du lægger mascara, kan det være svært at undgå, at du også rammer huden. Et godt tip er at lade mascaraen tørre ind på huden og så fjerne det med en vatpind. Hvis du forsøger at fjerne det, mens mascaraen stadig er våd, bliver det gråt og udtværet på huden.
Du skal vælge en vandfast mascara når …
Vandfast mascara er selvfølgelig god på badeferier. Men også hvis du dyrker meget sport. Og så er der faktisk nogle, hvor uanset, hvor pertentlige de er, når de lægger deres mascara, og hvilken konsistens mascaraen har, så klatter det og sidder rundt om øjnene efter en time. På nogle smitter det mere af en på andre. Det kan skyldes tunge øjenlåg, at huden omkring øjnene er meget varm eller ekstra lange vipper. Her vil jeg også klart anbefale, at man bruger en vandfast mascara, der sidder og bliver siddende lige præcis, hvor den skal.
Mascara no-go
Pas på, når du skruer børsten ud af din mascara. Du skal dreje den ud og ikke pumpe den, for ellers risikerer du, at mascaraen ilter for meget, og så udtørrer den hurtigere.
Psst … selve mascaraen fra Ecooking koster 150 kr., mens børsterne koster 25kr. pr. stk., og du kan se dem i galleriet herunder.