Velgørenhed er in. Det er ikke længere nok at være et navn i modebranchen eller levere de lækreste styles. De ting man sender på markedet, skal have en mening og bundlinjen skal tildeles CSR-initiativer. Læs om trenden, der spreder sig fra alt fra juveler til vodka her…
Hvis der er én overliggende trend, der opsummerer de seneste år, er det klart det intensiverede fokus på CSR, velgørenhed og ikke mindst menneskelige forhold. I Gossip Girl konverterede Chuck Bass fra sinner til saint og donerede store summer til velgørenhed, men selvom det var ren fiktion havde historien rod i et virkeligt fænomen. Velgørenhed, politisk stillingtagen og CSR er nemlig ikke til at komme uden om, uanset om man skeler til fiktion eller fashion.
Maria Grazia Churi skabte politisk modehistorie for Dior, da hun sendte en model ned af det parisiske podie med statementet ”We Should All Be Feminists” over brystet, og siden har mange modehuse tilsluttet sig den politiske debat eller aktivt taget stilling til ligestillingsforhold mellem køn, nationalitet, seksuel overbevisning mm. Samtidig melder flere store modehuse offentligt ud, at de i deres produktion tager endnu mere højde for arbejdsforhold eller dyrevelfærd. Senest var det Gucci, der gik ud med nyheden om, at de fra og med deres SS18 kollektion, ikke længere bruger ægte pels i deres styles.
Men dyrevelfærd, etiske arbejdsforhold og humanitær ligestilling er ikke det eneste område, der reflekterer tidsånden, hvor det ikke længere er nok, at man har den rigtige chefdesigner, et godt brand og de mest cutting edge kollektioner. Selvom CSR og social ansvarlighed ikke længere kun er et add-on til årsregnskabet, men ofte er en integreret del af hele brandet, så er der nu også gået mode i at dedikere et behørigt cut af bundlinjen til særlige velgørenhedsinitiativer eller organisationer.
Særligt er det de store internationale modehuse, som Dior og Louis Vuitton, der er bannerførere for trenden, og den spreder sig nu også til andre livsstils-segmenter. Senest har Belvedere Vodka lanceret deres klassiske, highend vodka i en særlig rød limited edition-flakse, der har til formål at samle penge ind til (RED)-organisationen, der støtter den forebyggende kamp mod HIV/AIDS i Afrika.
Belvedere har haft et samarbejde med (RED) i 6 år, og samarbejdet har allerede rejst penge til behandling af godt 40.000 kvinder, der lever med HIV, så virussen ikke bliver overført til deres babyer. Den særlige røde Belvedere (RED) falske indeholder den velkendte Belvedere-vodka, og den røde flaske er et oplagt indslag til julens fester, hvor både farve og formål er aktuelle i anledning af at julen er hjerternes fest.
Men Belvedere er bestemt ikke de eneste, der er aktuelle med særlige items, der støtter vigtige projekter. Louis Vuitton har for nyligt lanceret anden kollektion i deres Silver Lockit kampagne, der støtter Unicef, og Michael Kors har lanceret en solbrillekollektion, der har til formål at samle penge ind til FN’s World Food Programme.
Så hvis du mangler lidt ideer til julegaver, der ikke blot glæder modtageren, men også gavner ude i den store verden, så lad dig inspirere af galleriet nedenfor, hvor vi har samlet otte aktuelle kampagner og kollektioner, der er dedikeret til velgørenhed.