Bjarke Ingels portrætteres i en ny dokumentarfilm, der har premiere d. 3. maj 2017. Filmen, BIG Time, giver et unikt indblik i, hvordan den danske stjernearkitekt tænker og arbejder, men fortæller også hans personlige historie. ELLE Decoration har set dokumentaren og vi er ikke i tvivl; den skal ses, om du er arkitekturinteresseret eller ej.
I en alder af bare 42 år har arkitekt Bjarke Ingels en status, der gør, at han ikke er til at komme udenom, når man taler om mesterlige arkitekter. Herhjemme såvel som internationalt er han blevet lidt af et fænomen, og derfor traf filminstruktør Kasper Astrup Schröder i 2011 en beslutning om, at han ville tage sit kamera under armen og følge Bjarke Ingels i tykt og tyndt.
Se også: Tendens: Arkitektoniske perler
Dokumentarfilmen BIG Time er blevet skabt gennem fem år, hvor filminstruktøren har fulgt den succesfulde arkitekt lige i hælene. Kasper Astrup Schröders’ dokumentar giver tilskueren et kig ind bag arkitektens facade. Den fortæller både historien om storslået og innovativ arkitektur, men også om om Bjarke Ingels, som en moderne mand, der har karrieren i førersædet, samtidig med at han drømmer om forelskelse og om at stifte familie.
Filminstruktøren, Kasper Astrup Schröders egentlige mål med at lave filmen var at formidle historien om, hvordan Bjarke Ingels tænker og arbejder. Men henover årene meldte mange andre og interessante vinkler sig på banen. Filmen har derfor fået en langt større personlig karakter end først tænkt.
Se også: Interiør – 8 steder i Paris, du skal opleve
Bjarke Ingels’ kreative ideer er drivkraften bag en perlerække af bygninger verden over, der er blevet skabt i rammerne af hans arkitektfirma BIG. Bare i Danmark står han bag spektakulær arkitektur, som Musset for Søfart i Helsingør, den skøre ’Copenhill’, der designes ovenpå et forbrændingsanlæg på Refshaleøen i København, villakvarteret ’VM Bjerget’ og ’8-tallet’, begge på Amager. Sidstnævnte, der blandt andet er kendt for sin 1 km. lange udendørsgangsti, som gør det muligt at gå hele vejen op til øverste etage og på den måde næsten få følelsen af at man befinder sig i en lille bjerglandsby.
BIG Time, som har premiere d. 3. maj 2017, er spændende at se, underordnet om du er fan, eller kender til Bjarke Ingels og hans arkitektur. For filmen er i høj grad også en fortælling om de til- og fravalg man hele tiden må vælge, og de konsekvenser som kan følge deraf.
Se trailer til filmen her