Kultur

ELLE anbefaler: Ugens bedste kulturelle særarrangementer

- 14/04/2015

Litteraturen, filmen, moden og musikken kalder, når ELLEs kulturskribent atter præsenterer kunst- og kulturinstitutionernes allerbedste arrangementer.

Læs med nedenunder, når ELLE guider til ugens tre bedste kulturelle oplevelser:

 

Torsdag i København: Copenhagen Fashion Festival og CPH PIX præsenterer Asia Argent og Justin Pearson

Gæst biografen Grand på Mikkel Bryggers Gade i København, når filmfestivalen, CPH PIX, i et samarbejde med Copenhagen Fashion Festival præsenterer italienske Asia Argentos nye film, Misunderstood. I anledning af denne danmarkspremiere gæster også den prominente instruktør Grand Teatret, der samme aften indbyder til koncert på Jazzhouse med støjrockikonet Justin Pearsons nyeste band, Retox. Pearson debuterer som skuespiller med en større rolle i Misunderstood, hvis soundtrack den amerikanske musiker ligeledes har stemplet med sin unikke signatur.

Misunderstood er modeikonet, musikeren, forfatteren og filminstruktøren Asia Argentos tredje spillefilm – en slet skjult selvbiografi om den unge Asias ustabile opvækst i 80’ernes Rom.

Se filmen, der foruden Justin Pearson har den altid funklende Charlotte Gainsbourg på rollelisten, og glæd dig til et møde med den egensindige filmkunstner, Asia Argentos. Du kan se mere om det flotte arrangement, der finder sted torsdag den 16. april fra klokken 16.40, her.

Læs også: Hermés præsenterer årets udstilling: Wanderland

 

Torsdag i Odense: Brandts Collective indbyder til Brandts Lounge

Brandts, Museum for Kunst & Visuel Kultur, hylder torsdagen med mode, musik og kolde øl og indbyder til Brandts Lounge, hvor den velkendte stofpose vil være genstand for kærlig, kunstnerisk behandling. Med farver og materialer hentet fra den aktuelle udstilling, Danish Fashion Now, kan du med afsæt i stofposen skabe dit eget fashion item, eller du kan øve dine poseringer i det mobile fotostudie og gå på opdagelse i de mange aktuelle udstillinger.

Aftenens arrangement er ganske gratis og finder sted torsdag den 16. april fra klokken 18.00 til 21.00. Du kan se mere om arrangementet her.

Læs også: New Shelter Plan præsenterer udstillingen Wilderness

 

Lørdag og søndag i København: Lille bogdag med oplæsninger og samtaler med litteraturens bagmænd

Lille Bogdag er to forårsdage ved vandkanten på Søren Kierkegaards Plads i København. En uformel hyldest til de mindre, skønlitterære kvalitetsforlags både debuterende og garvede forfattere og deres litterære værker. Blandt de gæstende forfattere er Josefine Graakjær Nielsen, Thomas Espedal, Lea Løppenthin og Christel Wiinblad, og på listen over de deltagende forlag findes blandt andre Gladiator, Det Poetiske Bureaus Forlag og Forlaget Korridor.

Mød forlagene, forfatterne og en håndfuld af de bedste danske litteraturtidsskrifter og nyd en øl i det smukke, sanselige rum, Dome of Visions.  Du kan se mere om weekendens arrangement, der finder sted fra lørdag den 18. april klokken 12.00 til 21.00 til søndag den 19. april fra klokken 12.00 til 18.00, her.

Læs også: Book of Love: En soloudstilling af Kasper Eistrup