PR, Communications & SoMe hos Helle Mardahl, Sophie Rud Harttung, sagde på en af årets første sommerdage 'ja' til sin – nu mand – Gustav Rud Harttung i idylliske og naturlige omgivelser i Jylland. Kom med til brylluppet her.
Hvordan mødte I hinanden?
Gustav sov i en køjeseng over mig i et sommerhus i Tisvilde hos en fælles ven i 2017. I løbet af ugen fandt vi ud af, at det var hyggeligst at sove i samme køje.
Hvor foregik jeres bryllup?
Vi blev gift i Jylland, hvor Gustav er opvokset. Vielsen foregik i den kirke, hvor Gustav er både døbt og konfirmeret – og faktisk også af selvsamme præst. Frokosten og festen blev holdt i Gustavs barndomshjem, så der var virkelig “full circle-vibes”, som Gustav også sagde i sin tale.
Hvilken slags fest drømte I om?
Det har hele tiden været planen at holde en stor fest, hvor folk bare skulle hygge sig. Noget af dét, vi talte mest om, var, at det skulle være sjovt på en afslappet måde, og så var Gustav meget opsat på, at der skulle være smæk på dansegulvet.
Vi har været heldige at gå til en del bryllupper de sidste par år, så vi kunne cherry-picke det bedste fra dem alle sammen. Det blev derfor et frokostbryllup i et telt med langborde i haven, og sidste mand forlod dansegulvet 5.30 – mere kunne vi ikke have ønsket os.
Hvad var tankerne bag omgivelserne?
Vi havde leget et virkelig flot mastetelt, hvor hele arrangementet foregik. Det er meget pænt i sig selv, så det var virkelig begrænset, hvad vi gjorde med pynten. Det handlede egentlig bare om, at det skulle være afslappet, hyggeligt og ikke for dekorativt. Vi ville også gerne have mad, som smagte godt, og som folk blev mætte af, så menuen var meget lige til. Vi fik ørred til forret, hjemmeskudt dåvildt til hovedret og gode, danske oste og rød grød med is til dessert.
Hvem har lavet din kjole? Hvilke tanker gjorde du dig om den?
Jeg har lavet den i samarbejde med skrædder Ane Rønne. Det tog lang tid, og også meget længere tid end jeg havde forventet, men til sidst fandt Ane og jeg en stil, som vi besluttede os for at gå med.
Det var en langærmet ‘jakke’ med knapper hele vejen ned og med en lang nederdel under. Ideen var, at jeg kunne knappe ‘jakken’ helt ned og have bare ben under, hvis det blev varmt. Omvendt kunne jeg tage jakken af og bare have den skræddersyede nederdel på. Det endte med det sidste, så jeg havde faktisk to outfits i ét. ‘Jakken’ har jeg tænkt mig at få syet kortere, så den forhåbentlig kan bruges igen i fremtiden ud over et par bukser eller som en kjole.
Har I selv stået for planlægningen?
Ja men med masser af hjælp fra familie og venner. Vi er så taknemmelige for, at de ville tage tid ud af deres kalendre for at hjælpe os – det var virkelig rørende.
Havde I nogle sjove traditioner, som skulle følges?
Ja og nej. Vi elskede at gøre de klassiske ting som at stille os op på vores stole, når folk klingede på glassene og tallerkenerne, og vi sov ikke sammen aftenen før brylluppet. Gustav stod også for min brudebuket. Det var virkelig vildt, at det nu var os, som skulle alle de ting, vi har været vant til at se andre gøre til deres bryllup. Derudover var det ret lige ud ad landevejen. Ingen af vores familier har egne traditioner – andet end at vi godt kan lide at feste.
Hvordan har I givet brylluppet et personligt touch?
Det hele føltes superpersonligt. Gæsterne, omgivelserne og detaljerne var alle nogle, vi selv havde valgt. Og talerne var sjove og korte. Så det er egentlig vores bud på den bedste fest nogensinde. At vi stod for det hele selv – fra blomster til borddækning til parkeringsskilte – gjorde også, at det føltes meget personligt. Jeg havde selv skrevet alle bordkortene, og Gustavs far og hans kone holdt receptionen i deres hus. Vi er meget tilfredse med, hvordan det hele endte.
Bordkortene, som Sopie Rud selv havde håndskrevet.
Hvilket øjeblik fra dagen sidder allerbedst I jer her efter?
Da vi fik øjenkontakt første gang i kirken. Det var simpelthen så stort. Jeg husker også tydeligt, da vi var ved at forlade festen tidligt om morgenen, og vi stod og kiggede på alle vores venner danse i teltet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så glad. Og det er jeg stadig.
