Det her stjæler danskerne oftest, når de er på hotel
Af Anna Holm Pedersen - 23/03/2021
Home / Kultur / Oplev / Det her stjæler danskerne oftest, når de er på hotel
En undersøgelse viser, at halvdelen af danske rejsende indrømmer at have stjålet mindst én ting fra et hotel på en rejse. Er du også nysgerrig på, hvad vi tager med os hjem i kufferten? Så læs med her.
Kender du også til at nuppe en shampoo eller et par bløde tøfler med hjem i kufferten efter et hotelophold? Så er du bestemt ikke den eneste.
En undersøgelse, lavet af Hotels.com viser, at 42% af danske rejsende indrømmer at have stjålet mindst én ting fra et hotel på en ferie. Af disse langfringrede gæster, fortæller 67% gerne om tyveriet til venner og familie uden spor af skam.
Men hvad er det så, vi danskere stjæler med hjem i kufferten fra diverse hoteller?
Undersøgelsen viser, at det er de lommevenlige størrelser, vi stjæler mest af. 52% af dem, der propper noget i kufferten efter hotelopholdet indrømmer, at det er de små toiletartikler de stjæler, mens 26% har taget te-, kaffe- og sukkerposer med hjem til at fylde køkkenskabene med.
Der er dog også røget lidt større ting med hjem hos nogle gæster, der har fundet plads i kufferten til hoteltøfler og endda også morgenkåben!
I den endnu større – og tungere – skala, finder vi genstande som tallerkener og bestik, der er røget med hjem i køkkenskuffen.
Men det stopper ikke dér, for nogle danskere indrømmer også at have stjålet kaffemaskiner og elkedler fra hotelværelset, mens det er lykkedes for andre at snuppe værelsets tv med!
Der gemmer sig også nogle erfarne tricktyve iblandt de danske hotelgæster, da det har været muligt for enkelte at stjæle receptionens klokke med sig for næsen af personalet. Hvad de skal bruge den til? Tja det er et godt spørgsmål …
Glæder du dig (ligesom os!) til at komme tilbage på hotellerne og blive forkælet? Så husk lige at lade tv’et og elkedlen stå!
Og mens du venter på, at det igen er muligt at rejse, kan du kigge med i galleriet her, hvor vi har samlet 7 hoteller, der i den grad er et besæg værd.
Foto: @hotelsanders
Hotel SandersMed et miks af eklektisk interiør, dansk møbelkunst, italiensk marmor og moderne kunst har den tidligere balletdanser, instruktør og nu hotelejer Alexander Kølpin skabt et designhotel, hvis æstetik leder tankerne hen på en moderne dansk kolonitid. Hotelejerens egen favorit er det lille enkeltmandsværelse, Coupé, der med sit smalle rum minder om en klassisk togvogn.Hvor: Tordenskjoldsgade 15, 1055 København
Foto: @nobishotelcopenhagen
Nobis Hotel Copenhagen
Den svenske arkitekt Gert Wingardh har forvandlet den århundrede gamle bygning, der tidligere har huset Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, til et moderne luksushotel lige overfor Tivoli. Den intense blå Nobis Suite er hotellets højdepunkt med et design, der er rig på overdådige detaljer som eksempelvis det flisebelagte badeværelse med grå Bardiglio-marmor fra gulv til loft.
Hvor: Niels Brocks Gade 1, 1574 København
Foto: @nimbcopenhagen
Nimb Copenhagen
Det nyrenoverede hotel i Tivoli emmer af hjemlighed med sine værelser, hvor de fleste har pejse og moderne kunstværker af Cahtrine Raben Davidsen. Særlig attraktiv står den 1.536 kvadratmeter store Executive Suite, der er inspireret af hotellets grundlægger Vilhelm Nimb og hans forkærlighed for at underholde. Fra den kombinerede spise- og opholdsstue er der direkte adgang til en stor balkon, hvorfra man kan nyde synet af Tivoli med havens pantomimescene, blinkende lys og liv.
Hvor: Bernstorffsgade 5, 1577 København
Foto: Instagram
Rye115 Hotel
Ægteparret Charlotte Eberhard og Claus Højbjerg Andersen står bag boutique-hotellet Rye115 på Ryesgade i København. Med sine 20 forskellige værelser og fælles badeværelser i en gammel herskabslejlighed fra 1905 byder hotellet på en helt unik hoteloplevelse. Morgenkåber, fællesspisning, vintagefund og bæredygtighed er alt sammen en del af hotelejernes Østerbro-oase, med ønsket om at skabe familiære rammer.
Hvor: Ryesgade 115, 2100 København
Foto: @brochnerhotels
SP34
Det yderst moderne designhotel SP34 ligger som en lille bohemeperle i Københavns Latinerkvarter, hvor hotellets rummelige penthouse suite ligger helt oppe under taget med udsigt over byen og Christiansborg Slot fra den private altan. Interiøret er nordisk med champagnefarvede, lysebrune og grå nuancer og over sengene er der monteret små hovedgærder i egetræ med støttepuder i læder.
Hotellet hører desuden til Brøchner Hotels (@brochnerhotels), som også er ejere af en række andre boutiqe hoteller i København.
Hvor: Sankt Peders Stræde 34, 1453 København
Foto: @the_audo
The Audo
'From one learn all'. Sådan lyder filosofien bag Nordhavns oase The Audo, hvis vision er at bringe folk sammen. I historiske lokaler, der oprindeligt blev bygget til at huse det russiske handelsskabs hovedkontor, finder du designvirksomheden Menus hovedkontor, der kombinerer arbejdsfaciliteter med restaurant, café, butik og eksklusivt hotel.
Hvor: Århusgade 130, 2150 København
Foto: @thekranecph
The Krane
Manden bag Papirøen, Klaus Kastbjerg, er kendt for at transformere nedbrudte og industrielle vartegn, hvilket også gør sig gældende med hans luksuriøse et-værelses-hotel, The Krane, i Nordhavn i København. Da hotellet har til huse i en kulkran fra 1970’erne er alt interiøret sort med skræddersyede møbler i læder, træ, sten og stål, mens udsigten er enestående over byen – specielt fra den lille spa i kranen, der drives af Amazing Space.
Hvor: Skudehavnsvej 1, 2100 København