Sundhed

Ugens anbefaling: Økologisk morgenmad på Hotel SP34

- 15/11/2016

Vi tager ikke munden for fuld, når vi fortæller jer, at vi på ELLE-redaktionen har fået en ny sund morgenmadsfavorit – og vi har endda testet den op til flere gange. Læs om vores nye morgenmadsfavorit på Hotel SP34.

At træde ind på Hotel SP34 i Sankt Peders Stræde 34 i indre København, er ikke som at træde ind på et hvilket som helst andet hotel. 

Rammerne er hyggelige og intime, og giver dig straks følelsen af et hjem – et rart hjem. Ikke langt fra indgangen ligger blot en af hotellets flere restauranter, som går under navnet Väkst, og det er her du får en af byens bedste morgenmads serveringer.

Til jer der ikke kender Väkst, så finder du i midten af lokalet et drivhus, som yndigt ikke kun huser restaurantens trappe – restauranten er nemlig i to etager – men også liv i form af grønne planter, som faktisk er at finde mange steder i restauranten.

Læs også: Ugens anbefaling: El Nacional

Morgenmaden består af en buffet, som ikke kun er indbydende og overdådig, men også 90 % økologisk – deraf navnet ’Good Morning, It’s Organic’ – og du kan få alt, hvad mave og hjerte begærer. Hjemmebagt brød, croissanter og kerneknækbrød, hjemmelavet yoghurt-, grød-, skyr- og chia-anretninger, frisk frugt, hummus, lækkert pålæg, (perfekte) kogte øko. æg, god kaffe, frisk juice og smoothies er blot et par af de ting, du kan få lov at starte dagen på hos Hotel SP34, hvor der er kredset ekstra for alt, hvilket du ikke kan undgå at (se og) smage. Derudover er der gode gluten- og laktosefrie alternativer, hvis du er allergier eller bare gerne vil prøve at undgå de to ting.

Morgenmaden på Hotel SP34 er for alle, og du er derfor mere end velkommen, også selvom du ikke er overnattende gæst.

Morgenbuffeten er åben fra kl. 7:00 – 10:00 i hverdagen og fra kl. 7:30 – 11:00 i weekend og helligdage.

Prisen er 195 kr. pr. person og inkluderer juice, smoothie, kaffe og te ad libitum + 1 speciel kaffe. Sæt god tid af til et besøg, så du kan få lov at nyde en rolig, lækker og ikke mindst mættende morgen i rare omgivelser.

Ses vi til morgenmad?

Vi slår i hvert fald snart vejen forbi Hotels SP34’s lækre ’Good Morning, It’s Organic’ morgenmad igen.