Kalenderen siger sommer, og det kalder på kølige drinks. Lær at lave en ny sommerfavorit, Frosé her.
Uanset hvordan man vender og drejer det, er det sommer. Og dertil har vi ikke andet at sige end ‘yes!’ – også selvom ferieplanerne (måske) er aflyste.
Men heldigvis er der råd for at bringe lidt fredagsferiestemning lige hjem i din egen stue, på terrassen, altanen, hængekøjen, eller hvor du nu end måtte tilbringe din fyraften.
Og må vi foreslå, at du tilbringer den i selskab med en Frosé?
Cocktailen er en syrlig, forfriskende udgave af jordbær-slushice – bare på en lidt sjovere måde, i og med den er baseret på rosé. Sagde vi ‘slurp‘?
Frosé er udviklet til bogen Thank You for Rosé, der betsår af ufatteligt mange forførende cocktails og drinks, der alle har fællesnævneren rosévin på ingredienslisten.
Men nu til sagen, eller rettere cocktailen, som du snildt kan forkæle dig selv og dine nærmeste med til sommer – eller allerede i weekenden.
Frosé:
INGREDIENSER
- 6 dele tør rosé
- 1/2 del citronsaft
- 8 friske jordbær
- 8 isterninger
GARNISH
Limeskal (husk, den skal være økologisk)
FREMGANGSMÅDE
- Kom alle ingredienser i en blender.
- Kør blenderen på puls-mode, til du har en slushice-konsistens.
- Pynt med limeskal.
Opskriften er et uddrag af bogen Thank You for Rosé, der er udgivet i forbindelse med Copenhagen Rosé Festival. Festivalen er aflyst i 2020, men rosé-leverandørerne bag konceptet har i stedet sammensat et unikt udvalg af smagekasser med fokus på rosévin, så man let kan få oplevelsen af rosé-festivalens smagsoplevelser hjem i stuen.
Find bogen, Thank You for Rosé, smagekasser og læs mere om Copenhagen Rosé Festival her: www.copenhagenrosefestival.dk