Sundhed

Gazpacho med masser af grønt og avocado

- 03/05/2019

ELLEs Health Editor, Stephanie Bang, er vild med en frisk, kold gazpacho, spækket med grønne (og røde) ting og sager. Få den lækre opskrift her.

Hvem er jeg ikke vild med en frisk, kold gazpacho, spækket med grønne (og røde) ting og sager, særligt her i den begyndende sommervarme, som jo er det tidspunkt, hvor tomater, peberfrugter og agurker smager af mest.

Det er traditionelt at bruge daggammelt brød, når man laver gazpacho, men jeg bruger avokado i stedet til at give suppen en cremet konsistens.

Jeg plejer at servere min gazpacho enten med store grillede rejer eller en sprød salat, som vist her på billedet. Husk endelig også, at sørge for en masse hakket grønt som garnish til suppen.

Opskriften giver en stor portion svarende til 3-4 personer.

Ingredienser

  • 1,5 agurk
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 grøn peberfrugt
  • 5 – 6 store solmodne tomater
  • 1 – 2 skalotteløg
  • 2 store fed hvidløg
  • 1 avokado
  • 1 stort bundt basilikum
  • 1 håndfuld små smagfulde tomater
  • 100 ml. god olivenolie
  • 5 spsk. æblecidereddike
  • 1/2 tsk. cayennepeber
  • Saften fra 2 lime
  • Salt og peber
  • Lidt koldt vand (hvis suppen bliver for tyk)

 

Toppings

  • Basilikum
  • Hakket purløg
  • Forårsløg i tynde skiver
  • Friske bælgede ærter
  • Finthakkede asparges

 

Læs også: Vietnamesiske kokospandekager med varmrøget laks og grønt.

 

Salat

  • 1 fennikel
  • 1/2 zucchini
  • 1 forårsløg
  • 1 stor bøffelmozzarella
  • 1 håndfuld ristede pinjekerner
  • 1 stor spsk. oliventapenade (jeg bruger øko)
  • Frisk citronsaft
  • Lidt god olivenolie
  • Salt og peber

 

OBS! Det er meget forskelligt, hvor meget væske (og smag) grøntsagerne giver, så prøv dig gerne lidt frem ud fra ovenstående ingrediensoversigt. Du kan ikke rigtig ødelægge en gazpacho ved at komme for mange grøntsager i, tværtimod, så brug hellere for mange end for lidt.

 

Fremgangsmåde

  • Alle ingredienser til suppen blendes i en stor blender. Det kan være nødvendigt at dele portionerne op i to, så du laver suppen af to omgange, og blander dem sammen bagefter i en stor skål.
  • Det er vigtigt, at gazpachoen får tid til at stå på køl i et par timer i køleskabet, inden den skal serveres. Tro mig, lunken gazpacho er ikke rigtig sagen, og smagen bliver også kraftigere, hvis suppen får lov at trække smag. Den er faktisk næsten bedst dagen efter, den er lavet.
  • Riv fennikel og zucchini fint på et mandolinjern og server det sammen med en stor bøffelmozzarella. Anret med oliventapenade, ristede pinjekerner, hakket forårsløg, frisk basilikum, citronsaft, olivenolie og salt og peber. Et voilà!
  • Server evt. gazpachoen i mindre glasflasker, så dine gæster selv kan hælde den op i en dyb tallerken.