Undrer du dig nogle gange over, hvor længe din mascara egentlig kan holde sig? Og støder du ind imellem på den der lipgloss, som du købte i London i 2012? Ud med den! ELLEs Beauty Director, Anne P, ved alt om, hvor længe dine makeup-produkter kan holde sig, og hun guider dig her.
Flere af mine kollegaer griner jævnligt af mig. Heldigvis oftest i mit nærvær. Det er nemlig til pressemøder, de får sig et lille grin, fordi jeg stikker min næse i alt. Jeg vil gerne lugte til alle de produkter, jeg bliver præsenteret for. Det er sikkert lidt mærkeligt, og selvom jeg på ingen måder ønsker, at min mascara dufter af parfume, så har jeg bare heller ikke lyst til at komme noget på mine vipper, der lugter af f.eks. surströmming.
Derfor kom jeg til at tænke på en lille ting. Den der udløbsdato-ting. Min veninde Michelle har stadig en rouge (eller kinderød, som hun vist kalder det), som hun købte, da hun gik i gymnasiet for godt 25 år siden. At sige hun ikke går vanvittigt meget op i makeup, hudpleje eller hårbørstning er faktisk en underdrivelse.
Men den der rouge må være sundhedsfarlig. Michelle er en rimelig sej cookie, men den rouge kunne måske tage livet af hende. Det er selvfølgelig lidt af en overdrivelse, men det kan faktisk udmunde i en kedelig omgang eksem eller betændelse, hvis du bruger produkter, der er for gamle.
Særligt er det de våde produkter, du først og fremmest skal holde øje med. Mascaraen skal aldrig på øjenvipperne efter 6 måneder. Personligt smider jeg min ud efter 3 måneder. Levetiden skal ikke forlænges med hverken spyt eller øjendråber (det første er altså lidt klamt). Det kan resultere i en ærgerlig omgang øjenbetændelse. Men den flydende eyeliner og cremeøjenskyggen ryger altså også med i denne pulje.
Læs også: 10 beauty-udsalgsfavoritter, du skal købe lige nu.
Nu kan du jo også nemt aflure det lille krukkeikon, der er på alle produkter, indikerer holdbarhedstiden efter produktet første gang blev åbnet. Og tilført en god omgang sund fornuft – eller AP-teknikken med at stikke næsen i produktet – dufter det ikke godt, skal du naturligvis aldrig smøre det i hovedet eller på kroppen. Men fordi lugten ikke har ændret sig, betyder det ikke at, f.eks. effektiviteten af de aktive ingredienser i cremen ikke bliver godt og grundigt formindsket, som cremen bliver ældre. Det er jo også værd at holde in mente, da vi jo gerne vil have hudplejefordelene med.
Som udgangspunkt er levetiden for:
Mascara og eyeliner altså – max 3-6 måneder.
Foundation, pudder, concealer og øjenskygge – max 2 år.
Shampoo, balsam og showergel – max 3 år.
Parfume – max 3 år.
Ansigts- og kropscreme – max 2 år (Klart en fordel med cremer med et pumpesystem, så beskidte fingre ile gangee kan tilføre cremen bakterier.
Og så lige på falderebet. Den solcreme, som du har i sinde at bruge i sommerferien…… hvis du har haft den med på stranden sidste år, og den har ligget lidt i solen, været ude for temperaturforskelle mm. så skal du nok ikke bruge igen i år. Det betyder nemlig, at solbeskyttelsen kraftigt formindskes, og det kan være rigtig farligt, hvis du trygt stoler på, at solcremen gør sit job. Det er nemlig slet ikke sikkert. Just sayin’.
Psst! Står du nu med håret i postkassen, fordi du har smidt alt din gamle makeup ud, efter du har læst denne artikel, skal du ikke fortvivle. Jeg har nemlig samlet en række farvoritter i galleriet herunder, der med glæde flytter ind på din badeværelseshylde: