Sundhed

Spicy blomkålssuppe med gulerødder og kokos

- 26/11/2018

Temperaturen er for alvor faldet, og du har brug for noget at varme dig på. ELLEs Health Editor, Stephanie Bang, luner sig med sin spicy blomkålssuppe med gulerødder og kokos, og hun deler gerne opskriften med dig.

Efteråret slutter om et par dage, og vinteren nærmer sig med hastige skridt. Det er blevet så koldt, at vi mest har lyst til at pakke os ind i striktøjer og tæpper, gerne med en god suppe on the side. 

Det er der heldigvis råd for, for ELLEs Health Editor, Stephanie Bang, deler her sin opskrift på sin favoritsuppe, nemlig en spicy blomkålssuppe med gulerødder og kokos. Når du har lavet suppen og anrettet den fint, skal du bare tænde stearinlysene og nyde varmen.

Opskriften er til 4 personer.

Ingredienser: 

  • 2 løg, snittet
  • 3 fed hvidløg, snittet
  • 1 rød chili, snittet
  • 1 stykke ingefær på ca. 4 cm, snittet
  • 1 blomkål
  • 4 store gulerødder, skrællet
  • 1 sød kartoffel, skrællet
  • 1 spsk. karry
  • 1 spsk. gurkemeje
  • 1,5 liter grøntsagsbouillon
  • 2 spsk. kokosolie til stegning

 

Toppings: 

  • Ristede kokosflager
  • Ovnbagt blomkål
  • Ristet grønkål
  • Hakkede salte mandler

 

Læs også: Bagt havregrød med brombær, æble og knasende topping.

 

Fremgangsmåde: 

  • Skær blomkål, gulerødder og den søde kartoffel ud i grove stykker. 
  • Steg løg, hvidløg, chili og ingefær i kokosolie i en stor gryde.
  • Tilsæt blomkål og steg videre. Kom karry og gurkemeje i gryden og lad krydderierne stege ind i blomkålsstykkerne i et par minutter, før du kommer gulerødder og den søde kartoffel i gryden. Lad blandingen stege i små 10 minutter ved middel varme. Kom grøntsagsbouillon i gryden, så det dækker grøntsagerne, det svarer til ca. 1,5 liter. Lad det simre under låg ved middel varme i 25 minutter.
  • Når alle grøntsager er møre, skal du fjerne lidt af vandet fra gryden, men kassér det ikke. Brug en stavblender direkte i gryden til at blende suppen.
  • Når du har en ensartet cremet suppe, tilsætter du kokosmælk og blender igen. Hvis du synes, suppen er for tyk, kan du tilsætte lidt af det vand, du tog fra gryden før du blendede. Smag til med salt og peber og varm suppen. Server med lidt ovnbagt blomkål, ristede kokosflager og hakkede salte mandler.