Sundhed

Opskrift: Bagt havregrød med brombær, æble og knasende topping

- 02/11/2018

Den perfekte start på din weekendmorgen.

Lav gerne en stor portion af den bagte havregrød, og spis resterne kolde de næste par morgener – det smager lige så godt, og så har du til morgenmad på farten. 

Opskriften er til 3 – 4 personer.

Ingredienser: 

Bagt havregrød: 

  • 200 gram frosne brombær
  • 1 æble
  • 175 gram havregryn
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vanilje
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1/2 tsk. salt
  • 2 tsk. friskrevet ingefær
  • 2 æg
  • 4 dl. mandelmælk

 

Knasende topping: 

  • 70 gram græskarkerner
  • 40 gram mandler
  • 40 gram hasselnødder
  • 25 gram hel boghvede
  • 2 medjool dadler
  • 1 stor spsk. kokosolie
  • 1 stor spsk. ahornsirup

 

Fremgangsmåde: 

  • Tænd ovnen på 175 grader.
  • Beklæd et ovnfast fad med bagepapir, mit fad måler ca. 25 x 25 cm.
  • Skræl æblet og skær det ud i grove tern. Kom så frosne brombær og æblestykker i bunden af formen.
  • Rør havregryn, bagepulver, vanilje, kardemomme, salt og ingefær sammen i en skål og fordel blandingen over brombær og æble.
  • Pisk æg og mandelmælk godt sammen, og hæld den flydende blanding over grynene. Sørg for at komme hele vejen rundt i fadet.
  • Fjern stenen i de to dadler og hak dem fint. Bland så græskarkerner, nødder, boghvede, kokosolie, dadelstykker og ahornsirup sammen i en skål. Jeg plejer at bruge hænderne, da det er nemmest. Fordel så den klistrede nøddeblanding over grøden og sæt fadet i ovnen.
  • Bag det i 35 minutter ved 175 grader. Lad grøden køle af i ca. 10 minutter før du spiser af den.
  • Jeg foretrækker at spise grøden med lidt kokosyoghurt, kakaonibs og bipollen, men almindelig yoghurt eller skyr vil også være rigtig fint.

 

Velbekomme!

 

Læs ogå

Her er de 20 bedste brunch-steder i København