Weekenden står for døren, og ELLEs Health Editor, Stephanie Bang, vil bruge sin i køkkenet. Her deler hun sin opskrift på rødbedesalat med perlespelt og fårefeta med dig.
Rødbeder er en smuk grøntsag at bruge i salater. Den dybe farve fra rødbeden gør sig nemlig altid godt på et bord, og man spiser jo som bekendt med øjnene først.
Rødbede smager skønt sammen med fårefeta, og derfor skal de to kombineres i vores salat.
Du kan vælge at lave denne salat med perlespelt alene som et frokostmåltid, eller som en del af en middag med flere små retter.
Opskriften på rødbedesalt med perlespelt og fårefeta er til to personer, hvis salaten er et måltid.
Ingredienser:
- 800 – 1000 gram rødbeder
- 1,5 dl perlespelt
- 2,5 dl vand
- 75 gram fårefeta
- 1 økologisk citron
- Olivenolie
- Lidt frisk timian
- Salt og peber
Læs også: Opskrift // Banangranola med kerner og kokos.
Fremgangsmåde:
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Skræl og skyld rødbederne og skær dem i mindre stykker på ca. 2 x 3 cm.
- Vend dem i olivenolie og salt og peber og læg dem på en bageplade med bagepapir.
- Bag rødbederne i ovnen i 30 – 40 minutter og vend dem gerne et par gange undervejs.
- Kog perlespelt i vand ved middelvarme i 20 minutter og sigt det overskydende vand fra.
- Lad perlespelten køle af. Hæld gerne lidt olivenolie i, så det ikke klistrer sammen.
- Anret perlespelt og bagte rødbeder på et fad. Smuldr fårefeta over og pynt med frisk timian og revet citronskal.
- Krydr gerne med salt og peber lige inden servering.