Ny tendens fra USA på vej til Danmark? Træning i stiletter ...
Du har hørt om yoga og crossfit, men fitnessbølgen er for længst rullet videre. Fitness er ikke længere bare lig med synkrone aerobic-øvelser i heldragt, og der kommer hele tiden nye træningsformer, der kan give dig sved på panden på alle mulige forskellige måder.
Ifølge Marina Aagaard, der er fitness-konceptudvikler og har en master i fitness og træning fra Syddansk Universitet, er der to yderpunkter i de tendenser, vi ser indenfor træning. Det ene er mindfulness-bølgen, som rummer yoga og pilates og har fokus på vejtrækning og smidighed, og det andet er træningformer, der udspringer af crossfit- og bootcampbølgen, hvor det er den ekstremt hårde motion, der er i højsædet.
– Det er supervigtigt, at den træningsform, man nu vælger, passer til en selv. Man skal derfor først og fremmest spørge sig selv, om man ønsker at træne individuelt eller på hold, og om man vil have fokus på styrke- eller kredsløbstræning eller man er mere ovre i de bløde bevægelser. Starter man på noget, som man ikke er vild med, så ender man nemlig med ikke at følge det i længden, siger Marina Aagard, der her fortæller om de allernyeste tendenser:
Stilet-danse-træningen, som handler om at dyrke motion i høje hæle, kaldes i USA for ‘stiletto strengh’.
Dansetrin og pilates-lignende øvelser udøvet på høje hæle er grundkonceptet for denne type holdtræning, som endnu ikke er blevet introduceret i Danmark. Træningen har fokus på at træne lægge, lår og baller, og ved at udskifte de traditionelle træningssko med stilletter er det meningen, at man samtidig skal forbedre sin balance og kropsholdning.
Fordele:
Det udspringer af lady fitness-bølgen, som strip-fitness også er en del af. Udover at give en træning med moderat intensitet, handler det for mange især om at smide nogle hæmninger og opnå en mental gevinst.
Ulemper:
For det første, tror jeg ikke nødvendigvis, det er noget, vi kommer til at se ret meget til i Danmark. Ligesom strip-fitness heller ikke blev så stort herhjemme, er dette nok også mest en niche som trives i USA, fordi det er så stort et land, og det vil begrænse udbuddet i dansk sammenhæng. Dernæst er det heller ikke noget, jeg umiddelbart vil anbefale, da fitness normalt handler om, at kroppen skal være så sund som muligt, og det hænger altså ikke så godt sammen med at presse fødderne ned i stiletter. Jeg tror ikke, det er decideret farligt, hvis man dyrker det en gang i mellem, men på den lange bane vil det ikke være hensigtsmæssigt.