Sundhed

Glem Aperol – her er cocktailen, du skal drikke hele sommeren

- 05/07/2019

Trænger du til et supplement til den læskende Aperol, men har du et (forståeligt) krav om at din sommerdrink stadig skal være smuk? Så stop lige op her. ELLE deler nemlig opskriften på den smukkeste pink cocktail, som du skal drikke hele sommeren.

Sommer betyder læskende, iskolde og gudesmukke drinks i massevis.

Allerhelst vil vi drikke dem med gode venner i den bagende sol, men det danske sommervejr kan jo som altid være omskifteligt. Det betyder dog ikke, at vi går på kompromis med vores drinks, og denne sommercocktail smager altså (næsten) lige godt uanset vejret. 

Du har garanteret troligt sippet Aperol de sidste mange somre, og selvom vi ingen planer har om at skrotte den orange sommerdrink, kan det nu være meget rart med en afløser.

Drinken her, der har fået det legesyge navn, Kiss From The Hip, er absolut en værdig spiller i kampen om din favoritsommerdrink. Den er smuk, pink og indbydende, men alligevel smager den kraftigt af Singleton, citron og hyben, så måske du også kan få din maskuline kæreste til at nyde den ellers feminine drink.

 

Kiss From The Hip

 

Det skal du bruge

  • 60 ml Singleton Dufftown 12 year old
  • 20 ml fermenteret jordbærsirup
  • 20 ml hybenrosesirup
  • 20 ml citronjuice
  • 20 ml kærnemælksvalle
  • 1 stk. dehydreret jordbær (pynt)
  • 1 stk. hybenrose (pynt)
  • Is
Foto: PR

Sådan gør du

  • Kom alle ingredienser i en shaker med is, og ryst godt i cirka 10 sekunder.
  • Si nu din cocktail over i et highball-glas, og fyld det med frisk is.
  • Pynt til sidst med hybenroser og dehydrerede jordbær.