Er du en af dem, der kan spise alt, uden at det kan ses? Læs med her, for den hellige sundhed er ikke velforvaret, bare fordi du er slank. Louise Meng gør os klogere...
Tekst: Louise Meng
Er du altid slank og behøver du aldrig at snøre fitnessskoene? Har du en veninde, der altid spiser kage uden at tage på og vel at mærke uden, at hun skal løbe det af sig? Det er jer, vi altid siger, er født med et godt stofskifte, men det betyder desværre langtfra, at I er sunde. Og heller ikke sundere end hende den lidt runde, der bare ikke kan smide de sidste fem kilo, men til gengæld dyrker motion fast tre gange om ugen. Tværtimod!
For flere slanke mennesker, der ikke dyrker motion, hører til i kategorien tyndfed – de er tynde på den farlige måde. Begrebet tyndfed bruges, når man er normalvægtig (med et BMI under 25), men har en høj fedtprocent – hvilket oftest ses hos mennesker, der ikke dyrker motion. Er det tilfældet, er der særligt to faktorer, som påvirker sundheden enormt. Dyrker du ikke motion, får du for det første ikke opbygget og vedligeholdt den muskelmasse, der bl.a. er afgørende for en optimal omsætning af sukker og andre næringsstoffer.
Læs også: Louise Meng ser nærmere på gluten
Derudover oplagrer du for meget fedt i maveregionen – og her mener jeg altså ikke en lille dellekant, der buler ud over bukserne – men fedtet, der sætter sig omkring dine indre organer, og det er fatalt. Det farlige fedt i maveregionen skaber en kronisk betændelsestilstand – eller inflammation, som det så fint hedder – der sammen med den væsentligt forringede evne til at omsætte sukker øger din risiko for at få type 2-diabetes og hjertekar-problemer. Faktisk ser man, at rigtig mange tyndfede er præ-diabetikere (altså med alvorlige forstadier til diabetes), uden at de ved det.
Er du i tvivl om, hvorvidt du er slank på den gode måde eller måske nærmere er tyndfed, kan du få foretaget en række målinger, der tilsammen giver dig et retvisende billede af din sundhedstilstand. The golden standard for måling af fedtprocent er en helkropsscanning – en såkaldt dexa-scanning – men sådan en er desværre både ret bekostelig og svær at komme i nærheden af. Du kan også bare kigge din livsstil efter i sømmene. Er du opmærksom på din sundhed, uanset hvad vægten og spejlbilledet siger? Og har du sundhedens briller på, når du spiser og dyrker motion?
Har du mistanke om for meget fedt omkring dine organer, er det med at komme på ret sundhedskurs igen. Du skal have bekæmpet den inflammationstilstand, din krop er kommet i, og her er fokus ikke overraskende motion og sund kost! Stort set al motion virker, så vælg det, du bedst kan lide, så længe det får din puls op, og du bliver øm i musklerne bagefter. En løbetur efterfulgt af styrketræningsøvelser er ren magi (også) i denne sammenhæng. Din kost skal desuden indeholde masser af grøntsager, fuldkorn og masser af gode og magre proteiner (f.eks. fra æg, skyr, kylling og fisk), og så skal du holde dig væk fra tomme kalorier fra kager, slik og is.
Til sidst kan du med fordel sætte ekstra fokus på at få nok omega 3 eller fiskeolie, der virker anti-inflammatorisk. Mine gener prædisponerer mig helt klart til et fyldigere korpus med kvindelige former, så hvis jeg bare lader stå til ved at droppe motionen og spise, hvad mit hjerte begærer, vil jeg hurtigt ikke kunne klemme mig ned i mine yndlingsjeans. Så jeg er pinedød nødt til at få løbet mine ture og lavet min styrketræning, men har du det ikke nødvendigvis sådan, så er min pointe, at du alligevel skal sætte fokus på sundheden. Lad ikke dit lave BMI eller kropsvægt blive din sovepude! Kom ud af starthullerne og få én gang for alle sat motion og sund kost på dit ugentlige skema.
Læs også: 10 alternative til de usunde kartoffelchips
Louise Mengs fire gode råd er derfor: 1) Dyrk motion 2) Spis grønt, fuldkorn og magre proteiner 3) Drop kage og snacks 4) Spis Fiskeolie- for dit hjerte og sundhedens skyld.
Pssst… Louise Meng er ELLEs sundhedsskribent og er fysioterapeut og cand. scient. i human ernæring.
Her på ELLE-redaktionen har vi fundet 10 sunde, spændende og lækre mad-profiler på Instagram, som du kan lade sig inspirere af. Se dem alle i galleriet nedenfor…