Er du glad for brunch? Så er det en god idé at indføre en lille gåtur efter søndagsbrunch med veninderne
Er du typen, der helst vil lægge dig ned på sofaen at sove, når du har konsumeret et stort, fedt måltid, eller hopper du i vandreskoene, så snart maden har lagt sig?
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det faktisk er sundest at tage sig en rask gåtur, selv om din krop nærmest skriger på en powernap oven på en stor søndagsbrunch,
En ny undersøgelse fra det japanske Kyoto Prefectural University viser, at niveauet af fedstofferne triglycerider i blodet stiger væsentligt mindre, hvis et fedt måltid efterfølges af let motion eller en gåtur. Det skriver LiveScience.com
Triglycerider er forbundet med det dårlige LDL-kolesterol i blodet, og niveauet af triglycerider stiger i høj grad, når vi indtager en stor mængde mættede fedtsyrer, og et højt niveau af triglycerider i blodet øger desuden risikoen for hjertekarsygdomme. Forskerne forklarer, at triglyceridniveauet i blodet på en fastende person normalt er under 150 mg/dl.
Tre forsøg i undersøgelsen
Undersøgelsen bestod af tre dele, hvor man i den første testede, hvor meget deltagernes triglyceridniveau var steget to timer efter måltidet, hvis de ikke havde motioneret. Det gav resultatet 172 mg/dl.
Dernæst testede forskerne niveauet, når deltagerne motionerede lige inden måltidet. Det gav 148 mg/dl.
Men det bedste udfald fremkom i sidste del af forsøget, hvor deltagerne motionerede en time efter måltidet, og det gav resultatet 131 mg/dl.
Stephen Ball, der er assisterende professor i ernæring og motionspsykologi ved University of Missouri, siger imidlertid til LiveScience.com, at det allerbedste tidspunkt at motionere på, er så snart, du kan komme til det.