Ny ansigtsmaske fra Rudolph Care, en særligt smart ansigtscreme og sæsonens uundgåelige mascara. Her er april måneds fem bedste skønhedsnyheder.
Denne artikel indeholder sponsorerede links.
Fra hudpleje til hårpleje, makeup og parfumer. Hver måned bliver der lanceret hundredvis af skønhedsprodukter, og det kan være virkelig svært at finde hoved og hale i dem alle.
Derfor har skønhedsredaktionen udpeget fem af de bedste lige nu.
Du finder bl.a. en ansigtsmaske fra Rudolph Care, en Tromborg-favorit i XL-version og sæsonens uundgåelige mascara.
Tilbage til rødderne
Fyldigt og stærkt hår starter ved rødderne – altså hårbunden. Behandl den derfor gerne som dit ansigt, og sørg for at få den renset godt igennem mindst et par gange om ugen. Aveda har for nylig lanceret serien ‘Scalp Solutions’, som netop skaber balance i hårbunden. Misten, der dufter helt vidunderligt med sit indhold af citrus-noter, beskytter hår og hovedbund og har desuden den bonuseffekt, at den affedter håret let, og derfor virker lidt som en tørshampoo.
Forårsfrisk
Rudolph Care har netop sendt en ny darling ud i butikkerne – denne gang en frugtsyremaske, der ensarter huden og giver den præcis den fornyede udstråling, vi er mange, der hungrer efter lige nu. Takket være dens indhold af bl.a. nærende olier og aloe vera gør den også huden dejligt blød.
Comeback
Husker du den brune mascara? Den er atter tilbage og kan give vipperne et lidt blødere look, end hvad vi er vant til med de sorte versioner. Yves Saint Laurent er et af de mærker, der har (re)lanceret den brune mascara, og deres ’Lash Clash’ er til dig, der ønsker seriøst voluminøse vipper.
Multivitamin i cremeform
Det her er smart! Er du også til den forvirrede side i forhold til hvilke ingredienser, du skal gå efter i dine hudplejeprodukter? Så vil du elske Nuoris nye ’The One’-ansigtscreme, der er en slags alt-i-en. Den indeholder nemlig en bred vifte af de mest effektive hudplejeingredienser som niacinamid, hyaluronsyre, ceramider, peptider samt C- og E-vitamin. En multivitamin bare i cremeform.
I XL-version
Tromborg kan i år fejre 20-års jubilæum og markerer første del af fejringen med en relancering af to af mærkets populære serummer, nemlig ‘Peptide Anti-Aging Wrinkle Serum’ og ‘Moisturizing Glow Serum’. Begge er gået fra at indeholde 15 ml til nu 30 ml og dét kun med en prisstigning på 100 kr. Sidstenævnte giver ikke bare huden masser af fugt og glød, men er også særligt god netop nu, hvor årstiden og dermed temperaturerne og vejret skifter.