Skønhed

Mød Mikkel – ELLEs skønhedsredaktør

- 05/10/2010

Mens skønhedsredaktør Anne P. er på barsel, er det Mikkel Hyldebrandt, der passer ELLEs parfumeafdeling

Mikkel er noget så usædvanligt som en mandlig beautyholic, og det kunne vi slet ikke stå for på redaktionen, da vi skulle finde en værdig barselsvikar for Anne P.

Så fra oktober og de næste mange måneder vil han bl.a. stå bag det kompetente udvalg af beautyprodukter i ELLE, ligesom du stadig kan møde ham på hans blog, Hyldebrandt.dk

Bedste hårtip: Glem alt om sprayhjelm og voksmuseum – der skal være bevægelse i håret, ligegyldigt om det er kort eller langt.

Bedste makeuptip: Husk, at det er din smukke hud og aldrig din fl otte foundation, der skal lægges mærke til. Tænk antydningens kunst i stedet for overdrivelse fremmer forståelsen.

Hvilke produkter kan du ikke leve uden? Uhh, der er jo mange, og jeg bliver jo stadig begejstret for det seneste nye (heldigvis!). Men to af de mest ihærdige gengangere er Tromborgs ‘Lip Cure’, som giver pænt matte læber (pænest til mænd!) og ‘Pore Minimizer Instant Perfector’ fra Clinique, der lynhurtigt og helt usynligt giver huden en pæn finish.

Hvad ville du ønske, alle danske kvinder vidste om skønhedsprodukter? At skønhedsprodukter siger lige så meget om den tid, vi lever i, som f.eks. mode gør det!

Du har boet i Berlin, hvad er forskellen på København og Berlin, skønhedsmæssigt? Københavns beboere er smukkere! Der gås mere op i mode og ikke mindst skønhedsprodukter, og det kan ses på gadeplan. Dog tror jeg, Berlin efterhånden er ved at få mere og mere smag for læbestift og pudder.

Hvad glæder du dig mest til på ELLE (og ja, vi spiser meget kage!)? Som ene hane glæder jeg mig til at blive håndfodret med kage af ELLE-pigerne! Nej, jeg glæder mig i det hele taget til at arbejde med Danmarks smukkeste magasin, til kollegerne, til atmosfæren, til kagen – det hele!

Hvilket råd vil du give Anne med på vejen? Nyd det nye kapitel i dit liv, og vær forvisset om, at jeg vil gøre mit allerbedste for at tage mig af ‘vores’ ELLE-baby.