Skønhed

Mit beautyskab: Bea Fagerholt

- 08/12/2020

Hvilke produkter og rutiner sværger nogle af landets mest beautykyndige og velplejede kvinder til? ELLE har talt med To the Moon, Honey-medstifter Bea Fagerholt, der har en forkærlighed for fugt og letanvendelige hverdagsbeauty-gadgets.

ELLE har taget en snak om skønhed med Bea Fagerholt, der er den ene af de to medstiftere af mor-universet To The Moon, Honey. 

Hvad er essensen af din beautyrutine?

“Min rutine kan opsummeres så enkelt som: rens, fugt og pleje. Hver aften renser jeg grundigt af med en rensegel. Lige nu bruger jeg ’Soft Blossom’ fra Amazing Space. Jeg lader den typisk sidde, mens jeg putter børn og vasker den derefter af med en renseklud, som har en naturlig og mild eksfolierende effekt. Derefter bruger jeg en fugtmist – det gør jeg faktisk flere gange dagligt – og en fugtserum fra Jurlique”.

“Hvis jeg rigtig skal treate mig selv, bruger jeg en serum fra Vintner’s Daughter, som er min ultimative favorit. Generelt mærker jeg efter, hvad min hud har brug for, og vælger produkter derefter. Derfor er der også forskel på min hudpleje om sommeren og om vinteren, hvor jeg har flere trin og bl.a. dupper med olie som afsluttende led i min aftenrutine, efter at jeg har påført creme. Jeg foretrækker Tromborgs ’Anti-Aging Molecular Messenger Cream’ både sommer og vinter.”

Foto: Kavian Borhani

Læs også: Zalando lancerer et nyt samarbejde, som en hyldest til moderskabet

… og hvad med makeuppen? 

“Jeg går ikke med særlig meget makeup til hverdag, men den simple rutine, jeg har, har jeg ikke ændret på i mange år. Jeg starter med fugt i form af creme og mist. Derefter bruger jeg Yves Saint Laurents ’Touche Éclat’, en let mineralfoundation, blush og en klar bryngel. Det er min bliv-klar-i-en-fart-makeup. Skal der skrues lidt op, bruger jeg en bronzer, en farvet bryngel og Macs ’Highlighting Stobe Cream’ på næseryg og amorbuen … og så har jeg altid en ’Cooling Lip Balm’ fra Smuk Skincare i tasken.”

Hvilket skønhedsprodukt kan du ikke leve uden?

“Min ’Touche Éclat’. Nej! Min sovemaske! Søvn er vigtig for mig, og det er måske det allervigtigste step i hele min skønhedsrutine! Jeg har min sovemaske med alle steder; når jeg flyver, kører langt – jeg havde den endda med, da jeg skulle føde!”

Hvordan plejer du dit hår?

“Jeg går ikke så meget op i mit hår og vil helst have, det ser sundt ud, uden at jeg behøver gøre særlig meget ved det. Hver fjerde måned får jeg lavet en keratin-behandling hos Esha Kharmo i København K. Det er det bedste mom-hack! Behandlingen giver håret glans og fugtmætter det, så det ikke kruser. Det betyder, at jeg kan nøjes med at vaske det tre gange om ugen og føntørre det bagefter.”

Foto: Kavian Borhani

Læs også: Alt, du skal vide om Københavns nye beauty-destination

Hvad er dit bedste beautytrick?

“Jeg har mange beauty-gadgets. Jeg har bl.a. et lille massage-instrument, der sender vibrerende bølger ind i huden (som bl.a. giver glød og strammer op, red.). Den bruger jeg om aftenen, når jeg ser en serie. Jeg har også nogle massagebolde, som jeg bruger på nakken og skuldrene, der godt kan være ømme, mens min japanske hovedbundsmassagebørste er effektiv mod spændingshovedpine. Det gode ved disse ting er, at det er en form for velvære, man kan lave derhjemme og ikke behøver bestille tid til, og det ikke behøver tage tid fra noget andet. Det er bittesmå velvære-ting, som jeg virkelig glæder mig til at bruge hver dag, fordi det er så simpelt, men effektfuldt.”