Makeup

Makeupartisten: Gå efter denne type produkt, hvis du vil have glød i trist vinterhud

- 12/12/2022

Vinterhud og festsæson er sjældent en god kombination. Derfor bad vi makeupartisten dele sine do’s and don’t’s til at skabe glød i trist vinterhud.

Er det også et lidt trist, blegt eller gråligt ansigt, du møder i spejlet på badeværelset? Vi kender alt til det, og derfor bad vi Sarah Grundén, der er nordisk makeupartist hos Max Factor, om at dele sine bedste tips til hvilke produkter, man skal gå efter (og hvilke man bør lade ligge på badeværelseshylden) for at få mest mulig glød i vinterhuden.

Og nu hvor festsæsonen er på sit højeste, er det særligt relevant at få eksperthjælp. Derfor spurgte vi Sarah Grundén om …

Hvordan forbereder jeg huden bedst?
”Start altid din makeup-rutine ud med masser af fugt fra f.eks. serum eller ansigtscreme. Alle pigmenterne i makeup fremhæver tørhed i huden, så et fugtmættet underlag vil sikre dig det bedste resultat. Lad hvert lag tørre, før du går i gang med det næste. Lad f.eks. hudpleje lande på huden, imens du tørrer hår, og læg så makeup bagefter. Når lagene ikke får lov til at trænge ordentligt ind, vil makeuppen glide rundt fremfor at holde i lang tid.”

Hvad skal jeg undgå?
”Hold dig fra pudrede produkter (medmindre du har tendens til at fedte i huden, red.) og makeup med høj pigmentering. Pigmentering betyder intensiteten af farve i produktet, og du kan teste det på hånden – har en øjenskygge en f.eks. stærkt pink farve, når den ligger i etuiet, men bliver sart lyserød, når du prøver den på hånden, så er pigmenteringen lav og vice versa – forbliver øjenskyggen samme stærke pink farve, når du prøver den på hånden, så er pigmenteringen høj. På vinterhud vil højpigmenterede produkter komme til at se ”kagede” ud, simpelthen fordi produktet er tørt.”

Hvordan får jeg mest mulig glød?
”Gå efter fugtgivende foundation og cremede produkter, når du vil skabe naturlig glød. Fugt i makeuppen tillader huden at skinne igennem, så resultatet bliver naturligt. Vil du tilføre effekter, så gå efter makeup med lysreflekterende pigmenter – produkter, der giver et blidt shine (test det på hånden, inden du køber det).”

Læs ogå

Vinterhud: Derfor er det en god idé at bruge olie nu