Samtlige modehuse har beskæftiget sig med produkterne i mange år – og nu introducerer også Louis Vuitton deres bud på kategorien.
Chanel har haft det i 100 år, Dior i mere end 60 år, Prada har netop lanceret og nu kommer Louis Vuitton også med sin version. Det er naturligvis makeup, der er tale om.
La Beauté Louis Vuitton er navnet på modehusets nye tilføjelse og den eksklusive linje er skabt i samarbejde med den über-anerkendte makeupartist Dame Pat McGrath, der med blandt andet over 20 års showmakeup-erfaring hos netop Louis Vuitton for nylig blev udnævnt til kreativ direktør for husets nye skønhedslinje.
Den garvede entreprenør (hun har også sin egen utrolig populære makeuplinje, Pat McGrath Labs), D.B.E. (udnævnt som Dame of The British Empire i 2021 af Dronning Elizabeth) og makeupartist har skarpt kurateret linjen, der i første omgang tæller 8 øjenskygge-paletter, 10 læbebalms og hele 55 læbestifter (et nik til modehuset forkortelse, LV, der netop er tallet 55 i romertal). Alt naturligvis emballeret i æstetisk; ja, nærmest i små kunstgenstande, du uanset dit makeupbehov har lyst til eje – og som trækker tydelige referencer til modehusets fundament fra 1864: fremstillingen af den attråværdige og eviggyldige Louis Vuitton-trunk.

Læbestifterne kommer i 27 cremede versioner og 28 velourmatte nuancer; vi spår at en af favoritterne bliver den modigt ’scarlet røde’ 854 Rouge Louis, mens de 10 læbebalms indeholder nærende ingredienser som plejende sheasmør og den fugtsikrende hyaluronsyre.
De fine øjenskyggepaletter med fire farver i hver indeholder hver tre komplimenterende farver; og en der skiller sig ud og bidrager med et overraskende tvist til de (mere) modige. Det er den tyske interiørdesigner Konstantin Grcic, der står bag selve designet af de små makeupobjekter – og hans forståelse for Louis Vuitton-arven og han særlige tilgang til form fornægter sig ikke.
La Beauté Louis Vuitton kan købes fra 25. august 2025 og koster fra 1.050 kr. Læbestifter og balms fås som refill til priser fra 450 kr.
