Søren Hedegard er hår- og makeupartisternes Godfather. Der findes vitterligt ingen som ham i Danmark. Bliv klogere på hans yndlingsmascara, favoritprodukt og det bedste råd han nogensinde har fået.
Hår- og makeupartist Søren Hedegaard er et ikon i modebranchen.
Med mere end 40 års erfaring findes der ingen som Søren, der både rummer det abnorme talent han har og størrelsen på hans gavmilde hjerte.
Hvilket produkt har du anbefalet oftest?
”Helt klart ’Serum Paradoxe’ fra Beaute Pacifique. Den er fantastisk under makeup – og også fantastisk hvis man blander et par dråber i sin foundation. Det letter dækkeevnen, og gør huden endnu mere naturlig og organisk at se på.”
Hvornår fortæller du en lille hvid løgn?
“Den hvide løgn benytter jeg mig sjældent af, men når det skal være, er det som regel meget uskyldigt. Sidst var, da jeg en tidlig morgen i februar, hvor jeg skulle mødes med mine vinterbadervenner på stranden. Det var en af de der morgener, hvor det var meget svært at komme ud af sengen, så jeg valgte den lune dyne i stedet for det kolde vand, og undskyldte mit fravær med, at jeg havde sovet over.”
Hvilken mascara er din yndlings?
”Min favoritmascara er uden tvivl MACs Extended Play Gigablack Lash Mascara. Den opfylder alle de krav jeg har til volumen, farveintensitet, enkel emballage og en god børste.”
Har du en guilty pleasure?
“Guilty Pleasure” er et pudsigt paradoks. På den ene side forbudt og på den anden en craving. Jeg tror min gulity pleasure er kartoffel-pizza, som jeg selv laver i ovnen eller på grillen i forskellige varianter. Jeg ville overveje at starte en Potato Pizza Stand, hvis jeg var ung med iværksættermod.”
Hvilken solcreme sværger du til?
”Solcreme skal fornyes hvert år. Det nytter ikke at have en halvtom flaske stående på hylden, når en ny sommersæson starter. Jeg har som regel flere forskellige mærker i gang på samme tid, og er nok lidt afhængig af tid på året, og hvor jeg er i verden ift. hvilken en jeg bruger. ’Vichy ideal Soleil Invisible Hydrating Mist SPF 50’ er min foretrukne pt. ”
Hvad er det bedste råd, du har givet?
”Det bedste råd jeg nogensinde har givet, var et jeg selv fik af min mor som ganske ung. Det er et enkelt bibelcitat, “Du skal elske din næste som dig selv” – underforstået “Behandl andre som du selv ønsker at blive behandlet.”
Hvis du havde en superkraft, hvad ville det så være, og hvad skulle du så bruge den til?
”Hvis jeg havde en superkraft, skulle den helt sikkert bruges på alt konstruktivt, opbyggende, inkluderende, kærligt, og sundt + på at fjerne mos fra min græsplæne. ”
Hvad er det mest undervurderede produkt i din optik?
”Det mest undervurderede produkt jeg kender til er ’Matas Natur 24h anti-age ansigtscreme’.”
Hvad er det bedste råd du selv har fået?
“Det bedste råd jeg har fået, må være. “Leave and let go” Et råd, som har været og er en stor hjælp for mig i mit liv. Slip det, du ikke kan gøre noget ved og lad noget større overtage”
Hvilket produkt sværger du selv til??
”Jeg sværger til ’Darphin Aromatic Care Stress Relief Detox Oil Mask’. Et produkt som er uundværligt for mig personligt men også i mit arbejde.”