Ansigtsmasker er en af vejene til glød. Vi har fundet fem prisvenlige af slagsen.
Februar er næsten omme, og om lidt banker årets første forårsmåned på døren. Og netop de første forårsmåneder rimer på trist og grå hud. En af vejene til flottere og mere strålende hud er ansigtsmasker.
Der findes mange gode på markedet – også i forskellige prisklasser. Ikke mindst takket være de populære sheet masks, som jo dog er til engangsbrug. Skønhedsredaktionen har derfor fundet fem forskellige ansigtsmasker, der ikke blot har indhold til mere end én gang, men som også er prisvenlige.

Med sin lækre, rige konsistens lægger Glossiers ’Moon Mask’ sig dejligt tung på huden – lidt som en stor dyne. Den skal sidde 20 minutter, hvorefter den kvitterer med et – for de fleste tiltrængt på denne årstid – fugtboost.
'Moisturizing Moon Mask', Glossier, 90 ml, 160 kr.

Det her er overskueligt. Du skal blot afsætte 1 – ja 1 – minut til at lade masken gøre sit arbejde. Og arbejdet den udfører er at peele huden og altså fjerne dødehudceller, opløse hudorme og på den måde gøre huden ekstra klar og modtagelig overfor dine følgende hudplejefavoritter.
'Treatment Enzyme Peel', Emma S., 75 ml, 229 kr.

Koreanske Huxley, der for nylig kom til Danmark, har en virkelig dejlig natmaske i deres sortiment. 'Secret of Sahara Sleep Mask' har en let og luftig gel-agtig konsistens, der ikke klistrer (hvilket gel jo ellers har det med at gøre) og som sørger for både at lindre irriteret hud og tilføre fugt.
'Secret of Sahara Sleep Mask', Huxley, 120 gr, 219 kr.

Arh, ro på! Takket være vind, vejr og brug af mundbind er vi nok flere, der oplever at have lidt sensitiv hud. Her er Origins ’Hello Calm’ en god beroligende hudpleje-ven at have inden for rækkevidde. Det er dens indhold af hampefrøolie, der virker beroligende og rødmedæmpende, mens omega 3 og 6 sørger for fugt og næring.
'Hello Calm', Origins, 75 ml, 195 kr.

Den er helt ny på hylderne, og er en forlængelse af bestselleren 'Ultra Facial Cream'. Kiehl’s ’Ultra Facial’-maske er som ansigtscremen hele uden parfume, og så tilfører den masser af fugt til huden, mens du sover, vel at mærke, for den er beregnet til at virke, mens du alligevel ligger og får din skønhedssøvn.
’Ultra Facial Overnight Re-Hydrating Mask’, Kiehl’s, 100 ml, 250 kr.