Hudpleje

Hvor kan du spare, og hvor skal du spendere på hudpleje?

- 16/11/2018

Det er ikke altid, at pris, kvalitet og effektivitet hænger sammen. Læs med her og bliv klogere på, hvor du roligt kan spare, og hvornår du skal spendere, når din krop skal plejes og forskønnes.

Det er ikke altid, det kan betale sig at smide mange penge efter hudplejeprodukter. Nogle gange kan man rent faktisk få de samme resultater med lidt billigere produkter – og så er der de gange, hvor kvalitet bare koster mere.

Herunder bliver du guidet gennem hudpleje-junglen, så du kan spare de steder, hvor man kan, og spendere der, hvor det er nødvendigt.

SHOWERGEL – SPAR

Om din showergel er dyr, er ikke afgørende. Det vigtigste er, at den vasker rent, og mange billige showergels er både milde og virkelig gode – også dem fra dagligvarebutikkerne.

DEODORANT – SPENDÉR

Selv om det er individuelt, hvor meget vi sveder, vil alle gerne have en effektiv deodorant. Vil du være helt sikker på, at din deodorant kan holde sveden for døren, anbefaler vi en lidt dyrere model − det betyder trods alt en del for både selvtillid og velvære.

FODCREME – SPAR

En fodcremes vigtigste funktioner er at håndtere tørre fødder og hård hud, og det behøver den ikke være dyr for at kunne. Et godt tip er at gøre det til en vane at bruge din fodcreme, inden du tager strømper på om morgenen, eller at sove med fodcreme og et par strømper på.

BODYLOTION – SPAR

Huden holdes smidig og elastisk, når den får masser af fugt. Det kan billigere bodylotions sagtens klare. Men vil du have mere antiage-pleje og opstramning, bør du ty til dyrere og mere effektive produkter. Så længe du sørger for at holde huden fugtet med lotion dagligt, slipper du for tør og kedelig hud.

SELVBRUNER – SPENDÉR

Hvis du − som de fleste − ikke er fan af den metalliske og kunstige lugt af selvbruner, skal du investere i en af de lidt bedre og dyrere varianter. Der findes endda flere, som er helt duftfri. Fordelen ved de dyrere mærker er også, at du kan få dem i flere farvestyrker.

BODYSCRUB – SPAR

En bodyscrub behøver ikke være dyr for at være god. Det vigtigste er de skrubbekorn, den skrubber huden med. Gå efter en, der ikke har store hårde korn − de kan irritere og være for kraftige for huden. Hellere små fine korn, som nænsomt fjerner døde hudceller og efterlader huden blød og med en fin glød.

Læs ogå

Derfor skal du eksfoliere din hud – og sådan gør du