Hudpleje

Derfor er det vigtigt, at du bruger den rigtige ansigtsrens til din hud

- 17/01/2019

Det er så fristende at springe ansigtsrensen over − især når man ikke har haft makeup på. Men der er god grund til at huske renserutinen, både morgen og aften, og ikke mindst den rigtige type ansigtsrens til din hudtype.

Klokken er mange, sengen lokker, og det er fristende bare at krybe direkte under dynen og glemme alt om ansigtsrens og plejeprodukter.

Men det betaler sig at lægge vejen forbi badeværelset og rense dagen af ansigtet, selv om du er træt − og også selv om du slet ikke har haft makeup på.

DERFOR ER DET VIGTIGT AT HUSKE ANSIGTSRENSEN

Uanset hvor meget eller lidt makeup, du har haft på, bliver huden i dagens løb snavset af sved, bakterier og luftforurening. Og derfor skal huden vaskes og plejes både morgen og aften, fortæller kosmetolog Anita Falslund.

— Renser man ikke sin hud, risikerer man, at den bliver tilstoppet og får en inflammatorisk tilstand. Du vil heller ikke få ordentlig gavn af dine øvrige produkter, da optagelsen af dem vil blive forringet. Og så vil din hud ældes hurtigere, for alt det, der ender på din hud i løbet af dagen − cigaretrøg, bilos, makeup og andet forurening − kan stresse huden, fortæller Anita Falslund.

ANSIGTSRENS GIVER FRI PASSAGE

Når ansigtet bliver befriet for makeuprester, snavs, forurening og døde hudceller, har plejende produkter fri passage til at trænge ind i huden og arbejde.

Men det er ikke nok med gode renseprodukter om aftenen og en gang varmt vand til at friske op om morgenen. Huden har også godt af at blive renset grundigt, når dagen starter, understreger Anita Falslund.

Læs ogå

De 7 mest typiske makeupfejl – og hvordan du undgår dem

KENDER DU VORES RENSEVANER?

  • 66 % af kvinder renser huden næsten hver dag.
  • 34 % af kvinder renser ikke som en fast rutine.
  • 9 % af kvinder renser aldrig huden.

RENS MORGEN OG AFTEN

Mens huden om aftenen har brug for at blive ren, så den kan ånde og regenerere sig selv i løbet af natten, har den om morgenen godt af at få fjernet sved, talg og andre urenheder, der kan have sat sig i løbet af natten.

Frisk, renset hud tager bedre imod plejende dagcreme, og den er også lettere at lægge en smuk makeup på.

— Den bedste måde at vaske renseproduktet af huden på er med en god gammeldags vaskeklud med lunkent vand. Er vandet for varmt, kan det udtørre din hud unødvendigt, da det fjerner de naturlige olier på overfladen, som er med til at beskytte din hud, forklarer Anita Falsund.

Hun tilføjer, at det er vigtigt at vælge renseprodukter efter hudtype:

— Jeg anbefaler en rensemælk til den tørre eller dehydrerede hudtype og en skum eller gel til den kombinerede, tilstoppede hud. Micellarvand er et godt produkt at starte med, hvis du fx har haft meget makeup på.

RENSEPRODUKTER TIL DIN HUDTYPE

Huden er kroppens største organ og lidt af en sladrehank, for den røber hurtigt både dine gode og dårlige vaner. Uanset hvilken hudtype du har, bør du være påpasselig med renseprodukter, der indeholder parfume, da de let kan irritere huden. Undgå også gerne skrappe sæbestoffer, som udtørrer huden. Find den rette ansigtsrens til dig herunder.

ØJENMAKEUPFJERNER

Bruger du mascara og eyeliner, er det nødvendigt med en øjenmakeupfjerner. Sover du med mascara på, knækker dine øjenvipper lettere. Det er en god idé at vælge et renseprodukt med olie, hvis du bruger vandfast mascara. Vær forsigtig med at gnide og gnubbe, når du fjerner din øjenmakeup, for det slider både på vipperne og den sarte og tynde hud i øjenomgivelserne.

Læs ogå

7 tips til perfekte vipper