Hår

Er det egentlig bare en skrøne, at man ikke må gå udenfor med vådt hår, når det er koldt? Eksperten giver svaret her

- 20/02/2026

Kommer du også til at gå ud af døren med vådt hår? Så kan du med fordel læse med.

Mange mennesker kender sikker til at snooze bare lige fem minutter mere, hvilket ofte resulterer i fem minutter mindre til at gå i bad, fem minutter mindre til at påføre cremer mv., fem minutter mindre til at vælge tøj og fem minutter mindre til at spise morgenmad – og hårtørringen? Jamen den ryger i svinget.

Personligt skal jeg ikke gøre mig til herre over, hvorvidt man skal eller ikke skal snooze – jeg sidder altid på min plads 10 minutter over mødetid, så jeg har ingen løftet pegefinger at hæve. Selv ved jeg også godt, hvad der i min morgenrutine ryger i svinget – og lad mig bare sige det sådan; det i hvert fald ikke creme-påføringen, tøjvalget eller morgenmaden.

Ofte træder jeg ud af døren med over middel-fugtigt hår – noget, jeg har hørt, jeg skal være opmærksom på. Men er det nu egentlig også korrekt? Eller er det blot en skrøne? Det besluttede jeg mig for at finde ud af i håbet om, at de fem minutter snoozing om morgenen ikke er helt forgæves.

ELLE allierede sig med Lars Skjøth, der er grundlægger af Hårklinikken, før at høre, hvorvidt vi rent faktisk skal være opmærksomme på at få gennemtørret vores hår – særligt her i vintermånederne.

“Det er fuldkommen korrekt, at man ikke bør gå udenfor med vådt hår om vinteren — især hvis håret er meget vådt. Når håret er vådt, optager hårstrået nemlig vand og svulmer en smule. Hvis det derefter udsættes for meget lave temperaturer, kan vandet begynde at krystallisere inde i hårstrået. Det får skællaget til at løfte sig, og hårstrået bliver mere udsat. For hår, der i forvejen er påvirket af farvebehandling, varmestyling eller generel skrøbelighed, kan denne belastning gøre det mere modtageligt for brud og yderligere slid.”

Foto: Kaja Reichardt via Unsplash

Spørgsmålet, jeg stiller mig selv, er så: Hvordan skal jeg så tørre det? For jeg er nok ikke den eneste, der har hørt, at man heller ikke må føntørre sit hår. Og jeg ved ikke med dig, men jeg har (desværre) ikke tid til at lade det lufttørre hver morgen, før jeg tager på arbejde (for så bliver de 10 minutter for sent da først til mere). Så hvordan gør man det på bedst mulig måde?

For hårets sundhed er lufttørring det bedste valg, og dette kan fremmes ved at frottere flittigt af flere omgange med et helt tørt håndklæde. Når man bruger føntørrer, bør man holde sig til lav varme og lav blæsehastighed, bruge varmebeskyttelse og undgå at arbejde på helt vådt hår med høj varme, da det øger risikoen for skader på hårstrået,” tilføjer Lars Skjøth.

Læs ogå

Frisøren: Derfor skal du prioritere at tørre håret efter hårvask