Skønhed

Cecilie Ingdal om sin behandling: “Da behandleren afslørede, at hun nu var færdig, havde jeg lyst til at trygle hende om bare lidt mere”

- 14/11/2025

45 minutters massage er for lidt. Punktum. I hvert fald hvis du er landet i hænderne på en dygtig massør. Så skal den jo helst bare ikke stoppe – medmindre der er andet, der kalder, såsom mekkaet af vidunderlige bade, som den gamle Carlsbergbygning hos Aire Ancient Baths Copenhagen også byder på. ELLEs chefredaktør brugte en regnfuld sommerformiddag netop her.

Det er ikke første (eller sidste) gang, jeg besøger velværestedet Aire Ancient Baths. Faktisk er det tredje gang, at jeg befinder mig i de æstetiske, beroligende og sanselige omgivelser, hvor alt fra de lune over de varme til de iskolde bade sammen med favoritten; det saltholdige Flotarium udgør en stor del af nydelsen. Det faktum, at der er styring på, hvor mange (eller faktisk få), der må være i det område, hvor stearinlys, appelsinblomst, dæmpet afslappende musik og vandets rislen pirrer dine sanser, gør blot oplevelsen endnu mere intens og eksklusiv.

Jeg var inviteret til at prøve den nye oplevelse, som stedet kalder deres behandlinger, ’Argan Foam Ritual’, så efter at jeg havde boltret mig i badene i en lille time, blev jeg hentet af min behandler. Og den startede ’hårdt’ ud med en blid afvaskning; nærmere en indsæbning med bløde strøg med velduftende sæbe, mens jeg lå på et smukt massivt marmorstykke, jeg nærmest ikke kunne få begejstringen ned over. Kontrasten mellem det hårde marmorleje og de blide massagebevægelser med Kessa-handsken (en traditionel tyrkisk skrubbehandske, red.) gjorde en ellers småtrist regnvejrsdag markant bedre. Det samme gjorde den efterfølgende del af behandlingen, som efter en afvaskning under bruseren fortsatte ovenpå i et af massagerummene. Iført de obligatoriske papirtrusser lagde jeg mig på den blødere lune briks og efter at have aftalt trykniveauet med massøren, lod jeg mig omslutte af hendes professionelle hænder, der fast, men aldrig for hårdt, masserede min småømme krop i arganolie. De 45 minutter, som massagen varede, fløj afsted – og da behandleren, efter en blid ansigtsmassage med jaderuller og en himmelsk hovedbundsmassage (alle massager burde afsluttes sådan), afslørede, at hun nu var færdig, havde jeg lyst til at trygle hende om bare lidt mere. Men jeg beherskede mig og glædede mig over, at badene og et boblende glas ventede på mig nedenunder.

‘Argan Foam Ritual’ varer 135 minutter og koster 1.950 kr. som også inkluderer adgang til badene og en juice eller et glas cava. Book behandlingen her.

Læs ogå

Cecilie Ingdal om sin behandling hos Beauty Akademiet: “Mathilde Gøhler, som senere samme aften sad overfor mig, spurgte, hvordan jeg har fået så glødende og smuk en hud”