Efter en tur down under er Uffe blevet kaffesnob og må bare konstatere, at livet er for kort til dårlige bønner og aftenskolekunst i mælkeskummet. Ja, i Melbourne er det endda mere hipt at være barista end surfer... Læs hele Uffe Buchards klumme her.
Der er for længst gået mode i kaffen. Signalet i, hvem der maler dine bønner, og hvem der brygger dit deliciøse daglige kaffefix, er lige så betydningsfuldt på imagefronten som tasken på din arm og lakfarven på dine negle. Kaffekulturen og koffeinfixet er blevet symbolet på den eftertragtede travle urbane livsstil. Alt fra den hektiske ’wake me up before I go-go’-to go-kaffe iført stiletter over brostenene til det varme flydende kram, man lige har brug for midt på dagen, er blevet nøje overlagte daglige ritualer for byens hipstere, deres hunde og alt andet med en puls.
Læs også: Cindy Crawford viser sin uretoucherede krop
For undertegnede modemand er ethvert søvnigt gab i løbet af dagen et lydløst (nød)råb om kaffe, så – indrømmet – det bliver til en del kopper! Fire som minimum – faktisk svarende til det gennemsnitlige daglige kaffeindtag for en dansker … Vi er trods alt verdens tredjemest kaffedrikkende nation kun overgået af Finland og Sverige. Men efter et længere ophold i Australien for nogle måneder siden er jeg blevet lidt af en kaffe-afficionado og en kaffe-connaisseur in spe. Eller for at være helt ærlig – at kalde mig alt andet end en decideret kaffesnob efter min hjemkomst ville faktisk være som at kalde en skovl for en spade. Blot to uger og ualmindeligt mange kopper flydende koffein skulle der til i kaffekulturens allerhelligste højborg Melbourne, før jeg hovedrystende og næserynkende nu lægger mærke til fatale kaffebrølere og utilgivelige bryggekatastrofer, når jeg bestiller dette salige sorte guld, hvor end jeg kommer.
Depresso! Nej, ikke en ny hip kaffevariant på menuen, men et ord, der beskriver den sindstilstand, jeg sanser, når jeg får stukket en jammerlig kop kaffe under snuden … Jeg er blevet en af den slags utålelige kaffekunder, der muggent kan finde på at sende kaffen retur eller helt at afbestille den. Den mest gængse kaffesynd er serveringen af skoldhed kaffe, der forbrænder tungen ved første møde. ØV! Så kan man ikke kysse på fransk i flere dage … En kaffe skal kunne drikkes i det øjeblik, den bliver serveret – ikke efter et kvarter i frostvejr! Jeg kan oplyse, at man får ret meget negativ opmærksomhed på den konto, men hvis flere var lidt mere kaffekræsne, når de bestiller en kaffe til 40 kroner, kunne det måske gavne den danske kaffekultur på sigt, non?
Læs også: SET PÅ INSTAGRAM: Stjernestøv og selfies på Oscar-natten
I Melbourne er det eksempelvis nærmest besværligt at få serveret en middelmådig kop kaffe, fordi konkurrencen, entusiasmen, lidenskaben og ikke mindst kundernes almene viden og forventninger er skruet op. Mine personlige kaffefavoritter – enten en ’long black’ (jeg beklager navnet) eller en ’fat white’ i god kvalitet lavet på lige dele friske bønner og kærlighed – skal man ikke løbe langt for. Med næsten 8.000 kaffebarer inden for rækkevidde er kaffe blevet en slags religion i millionbyen Melbourne, og baristaen er din sande gud. Hotte hipstergutter med forklæde over shorts (er der noget sødere?), fuldskæg, småkiksede badboytatove-ringer og et indbydende glimt i øjet serverer nærmest sex i din kop – og så endda med ekstra fyldigt skum … What’s there not to like? O.k., en enkelt gang fandt jeg et langt skæghår i kaffen, men den lod jeg passere. I Melbourne har baristaerne nærmest kultstatus – nogle med lokal kendisfaktor – og man dater hellere en hip barista end en surfer. Med lidt held kan man opspore en, der både laver kaffe og surfer…
Generelt går det stærkt fremad med kaffekulturen og den gode kvalitet i København og de øvrige større byer i Danmark. I Danmark er specielt caffe latte blevet noget så populær blandt kvinder. Den dér kæmpe balje fuldfed mælk med en lille bitte smule kaffe, hvis ellers delikate smag ofte bortkommer et sted i de enorme mængder ko. Den kaffevariant kommer jeg nok aldrig til at forstå. Og spørger man den professionelle barista, så er der da også en del, der ikke er meget for at lave ’tøsekaffen’ – og da slet ikke hvis det er versionen med mandel- eller soyamælk, der bedes om. Så hellere en truckerversion på kolbe, for den smager da trods alt stadig af kaffe. Ej heller forstår jeg de gigantiske XXX-large-to go-papkrus i Danmark. Så beder man jo selv om, at halvdelen skal drikkes kold. I Melbourne (og på de kaffebarer rundt omkring i verden, jeg frekventerer) kan man eksempelvis stort set aldrig vælge andet end den normale lille to go-krus-størrelse, for en kaffe skal – næsten uanset hvilken version – være kort. Og fri mig for alle disse hvinende søde konfekturevariationer med karamel, græskar, vanilje, kanel og det, der er værre. Fusioner af den slags er noget pjat. En kaffe kan og skal ikke gøre det ud for en Sneakers. Græskar og kaffe? Jeg har da aldrig hørt noget lignende!I det hele taget er det svært at tage kaffebarer med alenlange menukort seriøst, og disse talrige og stressende valg foreἀndes da også mest hos de store kommercielle kaffekæder.
Læs også: Se de nyeste hårtrends for 2015
Den gode friske kaffe kan klare sig selv, og er der mere end fem-seks forskellige kaffevarianter på menuen, så forlad kaffebaren øjeblikkeligt og find et sted med et ærligt og ydmygt udbud. Keep it simple! Endnu hurtigere skal du komme ud af vagten, hvis din barista udtaler espresso ’expresso’ med tydeligt x – det kan jeg slet ikke forlige mig med! At udtalen er i orden, er vel det mindste, man kan forlange? ’Latte art’ – altså kunsten at frembringe en visuel åbenbaring på mælkeskummet – har jeg det også vanskeligt med. Fint nok med det klassiske lille bladsymbol eller en sirligt udformet hjertelignende aftegning. Men lad nu være med at fremtrylle billeder af hundehvalpe, Bob Marleys ansigt eller mandlige kønsorganer. Det er affekteret plathed, og det er spild af min tid. Hit med min kaffe! Det er kommet mig for øre, at der endog afholdes seriøse konkurrencer for latte-art udøvere … Sig det er løgn! Lige aparte nok til min ide om fornuftigt tidsfordriv.
Men lad nu det ligge og lad os i stedet glæde os over, at de 20 mio. kopper kaffe, der dagligt indtages i Danmark, stille og roligt bliver af bedre og mere respektfuld karakter. Kig ud på bybilledet. Der, hvor kedelige banker og dårlige skobutikker tidligere huserede, ligger nu hyggelige og hippe individuelt ejede kaffebarer – specielt i København. I New York har to go-koppen længe været en fast og uundværlig del af bybilledet. Jeg foretrækker Stumptown Coffee Roasters i Ace Hotel i Midtown på trods af den altid lange kø, men Gimme! Coffee i Mott Street er også genial. Er man i Williamsburg-området, så er det en god ide at smutte forbi den nuttede Café Grumpy, hvor personalet er alt andet end sure …
Læs ogs: Fritz Syberg, kunsten og kærligheden
I det ellers te-drikkende London har kaffekulturen taget over, og her går jeg ofte på den uhøjtidelige Milk Bar i Bateman Street i Soho. Men det tidligere underjordiske herretoilet (I kid you not!) The Attendant i Foley Street serverer også en suveræn mokka. Selv Paris med sin ellers sprudlende, men konservative café-kultur har fået nævneværdige små chikke kaffebarer, og min foretrukne her er Télescope på Rue Villedo. Men indrømmet, det kan være noget nær en umulig opgave at opspore de gode kaffesteder. For at finde rundt i den stærkt voksende kaffejungle i verdens metropoler bruger jeg selv den eminente app Bean-hunter – i øvrigt startet i 2008 af tre Melbourne-borgere med naturlig hang til agtværdig kaffe – så jeg aldrig er langt fra en seriøst velgørende kop mokka, for her er kaffebarerne anmeldt af aktive medlemmer rundt omkring på kloden, der ligesom jeg mener, at livet er alt for kort til dårlig kaffe, og som påskønner, at koffein naturligt sørger for, at man er i stand til at foretage sig en masse ting meget, meget hurtigere … Slupre!
I galleriet kan du se, hvor Uffe foretrækker at indtage sin kaffe i København. Brug pilene eller ‘swipe’ dig igennem.