Uffe Buchard har længe kviget sig ved at hoppe med på trenden, men nu har han i den grad overgivet sig til modefolkenes favoritmedie nr. 1, Instagram, og er konstant optaget af at redigere sit liv ’som et andet populistisk mode-moodboard’.
Kan man kalde sig firstmover, tastemaker eller hipster i 2014, hvis man ikke er en del af Instagram-slænget? Meget tyder på, at svaret er et kolossalt rungende no-no!
Marc Jacobs blev vraget af kæresten på Instagram. Se hvordan her
Så nu har undertegnede midaldrende modemand, der tidligere led af inkarneret Insta-fobi, langt om længe overgivet sig selv med krop, sjæl og ungdommeligt engagement til det massive Insta-billeddelingsfællesskab og kan derved dels kalde sig pretty-late-mover og Insta-monster #bedresentendaldrig #hvemerbangeforudvikling #instahipster.
Og til trods for flere års modværge mod (over)forbrug af endnu mere tid i det sociale mediecirkus, så må jeg ærligt erkende, at modebranchen og Instagram er som skabt for hinanden.
Et langvarigt kærlighedsforhold er en absolut kendsgerning. Og – just for the record – jeg er på ganske få uger blevet totalt hooked! Jeg er like-oman!
Jeg er konstant optaget af at redigere mit liv som et andet populistisk mode-moodboard, jeg spejder efter det perfekte Insta-moment i et væk, og – hvad værre er – jeg ser nu kun verden i Insta-kvadrater og kan passende konstatere, at it’s hip to be square! #kvadratiskpraktiskgod.
Nye undersøgelser viser, at i særdeleshed modebranchefolk over hele verden samt brugere af moden har taget Instagram til sig i så hastigt et tempo, at man selv på Instagrams direktionskontor er stærkt målløse.
I mit objektiv er der ingen tvivl om, at moden dominerer Instagram, fordi det lynhurtige daglige visuelle fiks, som Instagram leverer, passer formidabelt til den hurtigtløbende visuelle modeindustri, der i sig selv er defineret ved konstant fornyelse.