Både Kendall Jenner, Elsa Hosk og Hailey Bieber har allerede taget trenden, der også kunne spottes på Gannis catwalk, til sig.
Denne artikel indeholder sponsorerede links.
Glem alt om dybe udskæringer denne sommer. Det er nemlig ’all about the shoulders’ denne sæson. Dermed er den fineste udskæring, din top kan have i år den såkaldte ’Bardot’-udskæring, som fik sit navn, da den i 1960’erne blev gjort populær efter den franske skuespiller Brigitte Bardot bar den.
Men nu er udskæringen, der med sit korte ærme midt lige under skuldrene og lige snit over brystet blotter skuldrer og kraveben, altså tilbage som aldrig før.
Både Balmain, Altuzarra, Ralph Lauren, Dolce & Gabbana og Coperni var blandt de mange brands, der havde Bardot-udskæringen på deres sommercatwalk (Copernis version gik endda viralt, idet den kjole, brandet spraymalede live på Bella Hadids krop, netop var en off-the-shoulder model).
Herhjemme så vi blandt andet tendensen i Stine Goyas sommerkollektion, og det fortsætter langt ind i efteråret; i hvert fald hvis man skal tro på Gannis spådom for efterårs/vintermoden 2023, hvor flere af deres looks også viste fine, bare skuldre.
Og det er altså ikke kun de store modehuse, der har fået en kollektiv fiks idé.
Nej, kendisserne er bestemt også med på den nye mode. Kronprinsesse Kate af Wales var på forkant med trenden allerede i 2022, hvor hun bar en sortkjole med hvid Bardot-udskæring fra Roland Mouret til premieren på ’Top Gun: Maverick’, og det fik efter sigende søgningerne på netop denne udskæring til at stige med over 200% efterfølgende.
Om det er den efterspørgsel, der har fordret designers iver til at skabe masser af skuldersynlighed i deres kollektioner denne sommer, er ikke til at vide. Men sikkert er, at vi har set flere eksempler på netop dette snit på kendisser som Elsa Hosk, Kendall Jenner, Rita Ora, Dua Lipa og Hailey Bieber, som bar den fineste rød-og-hvid-stribede striktop på en bådtur i Frankrig først på sommeren.
Elsa Hosks udgave var mere romantisk; en elegant, asymmetrisk flæsekjole, hvis Bardot-udskæring blot gjorde den endnu mere yndig.
Nedenfor har vi fundet tre fine bud på sommerens fineste top med Bardot-udskæring, hvis du vil gøre Hosk, Beiber og co. kunsten efter.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.