Trends

Parlez Vous denim?

- 15/04/2010

Det blå materiale er i en eller anden form at finde i som godt som alles garderobe – faktisk er der nok flere kvinder, der har et par jeans end en lille sort kjole. Men har du styr på dine denim-facts? ELLE guider dig her igennem sommerens vigtigste materiale

Cowboyfilm, verdenskrig, rebeller og modehuse
Hollywoods film havde et crush på cowboys i 1930’erne med det til følge, at mange tog på ranchferier i sydstaterne og tog et par jeans med hjem.

I 1940’erne gik salget ned igen, men de amerikanske soldater i Europa brugte jeans på deres fridage og introducerede på den måde bukserne uden for USA.

Og da 1950’ernes rebel-bølge, med James Dean i front, ramte verden, blev jeans teenagernes nye uniform.

Det fortsatte gennem 1960’erne og 1970’erne, men med hippielivet blev de blå bukser nu broderet, lappet og fik trompetben, og prisen på bukserne faldt, så de blev tilgængelige for masserne.

1980’erne var årtiet, hvor jeansene indtog catwalken og skabte en craze efter de helt rigtige mærker.

Efter en pause væk fra modesiderne i 1990’erne begyndte det nye årtusinde med en ny jeans-mani – og 2010 står på alle måder i denimmens tegn.

Jeans og denim
Sømænd fra Genoa i Italien gik i tøj lavet af et kraftigt materiale indfarvet med indigo, der fik navnet jean – afledt af det franske ‘bleu de Génes’ (de blå fra Genoa). Senere blev det til jeans. Man mener, at ordet denim kommer fra det franske ‘serge de Nimes’ (materiale fra den franske by Nimes).

Indigo
Navnet indigo kommer fra planten indigofera, der er blevet brugt til bl.a. at farve egyptiske mumiers ligklæder med. Den giver en dyb blå farve og var det, man indfarvede denim med, indtil man i starten af 1900- tallet fandt ud af at skabe farven kunstigt. Plantefarven bruges dog stadig af nogle.

5-Pocket
Klassiske jeans har ikke fire, men fem lommer: to baglommer, to forlommer og en lille møntlomme, der oftest sidder i højre side, sammen med forlommen.

Oprindelse
Først var jeans et blandingsmateriale, men i det 18. århundrede, da handel, bomuldsplantager og slaver blev mere omfattende, blev det lavet af ren bomuld. Det slidstærke materiale blev arbejdernes favorit, og da guldgraverfeberen ramte USA, steg efterspørgslen. En ung mand ved navn Loeb Strauss flyttede til Californien i 1853 og satsede på jeans i engrossalg – senere skiftede han navn til Levi. Snart kom også mærkerne Lee, Lee Cooper og Wrangler til.

Vævning
Traditionel denim er altid i klassisk twill-vævning, oftest med lyse horisontale tråde og farvede vertikale tråde.

Vask
I midten af 1970’erne blev denimindustrien revolutioneret med opfindelsen af stonewash: De færdige jeans blev vasket sammen med små sten, der gav dem et naturligt slid.

Men allerede før det begyndte Lee at vaske jeansene, så de ikke var helt så stive, når de blev solgt. Siden er der kommet utallige metoder til at vaske, bage, sandblæse og slide bukserne for at give dem det helt rigtige udtryk.

Nitter
Guldgraverne foretrak denimbukser, men havde et problem med, at lommerne nemt blev revet i stykker, da stikningerne ikke kunne holde til slidet. Levi Strauss blev kontaktet af Jacob Davis, der foreslog at bruge metalnitter – og Levi købte hans idé. Derfor finder du i dag nitter på f.eks. bæltestropper og lommer.

Stikninger
De brune eller orange stikninger, der pryder de fleste mærkers jeans, kom til, da Levi’s-jeans fik nitter. For at det hele skulle se pænere ud og matche, blev der valgt en gyldenbrun tråd.

Stikningerne på baglommerne var der først af praktiske årsager, fordi lommerne havde for af bomuldslærred, som skulle holdes på plads uden at bule. Siden da er baglommestikningerne blevet brugt af mange mærker som signatur, selv om de ikke længere har nogen praktisk betydning. Men Levi Strauss tog patent på sine.

Moderne metoder
I dag er der alt fra silke til lycra i et par jeans – og vævningen bliver nogle gange gjort løsere eller lavet med mere ujævne tråde for at skabe forskellige looks og pasforme. De helt skinny jeans er f.eks. altid mere behagelige, når de er lavet med lidt elastisk materiale.

Vægt
Denims kvalitet bliver målt i vægt per meter stof – oftest fra 150 gram, som er en tynd og blød kvalitet, til 600 gram, som er en meget kraftig kvalitet.

Andre relevante links

Parlez-vouz Dior?Parlez vous Chanel?Absolut musthave: Denim