Trends

Nyt dansk tøjmærke skaber kapperne, vi drømmer om at gå foråret i møde med

- 12/03/2018

Et nyt dansk tøjmærke har set dagens lys, og allerede få uger efter den officielle lancering er nogle af mærkets keyitems udsolgt. Vi har mødt kvinden bag BLAIRE til en snak om dét at starte et nyt mærke op (uden for Danmark), gode råd til andre med en iværksætter drøm gemt i maven og vigtigheden af gode relationer...

Ava, Josephine, Laura, Camilla og Sofie. Dét er navnene på de kapper, som vi her på redaktionen for nyligt har fået vores øjne op for og allerede drømmer om at gå foråret i møde med. 

Mærket bag de smukke kapper hedder BLAIRE og er splinternyt på den danske modescene. Kvinden bag ‘BLAIRE’ er Stine Hasselsteen Thomsen, som pt. er bosiddende i Singapore sammen med sin mand og deres datter, Ava, på et år.

For næsten to år siden tog Stine beslutningen om at sælge sin lejlighed og sige sit job som Digitalredaktør på Modemagasinet IN op til fordel for et nyt liv i Singapore, hvor hendes mand havde fået nyt job. En beslutning, som ikke kun blev begyndelse på et nyt liv på den anden side af jorden, men også begyndelsen på et projekt, som Stine længe havde haft liggende i baghovedet; at starte sit eget tøjmærke.

Se også: Johannes favoritter: 10 feminine forårsstyles på budget

Vi har taget en snak med Stine om hjertebarnet ‘BLAIRE’, dét at starte et nyt mærke op (uden for Danmark – og hvad det giver af fordele og ulemper) og vigtigheden af gode relationer, når du vil starte noget nyt op fra bunden.

Hvordan startede ideen til ’BLAIRE’ ?

Idéen har jeg gået med i mange år. Jeg havde en vintage kappe i skabet, som jeg var helt vildt glad for. Den var så anvendelig, fordi jeg kunne sætte den sammen med det meste i min garderobe. Jeg brugte den til alt fra arbejde til fest og til hyggelige weekender i sommerhuset. Jeg følte mig altid velklædt og virkelig godt tilpas i den. Og dén følelse, ville jeg gerne give videre til andre. Da jeg flyttede til Singapore, måtte jeg sige mit job op i Danmark, og skulle derfor finde ud af, hvad jeg skulle finde på. Og fordi jeg nu boede i Asien var alverdens produktionsmuligheder pludselig meget tættere på. Det skulle dog vise sig at være en meget lang proces, da jeg intet vidste om at producere tøj, og jeg slog hovedet mod muren en del gange. Og så blev jeg også gravid midt i det hele, hvilket gjorde, at projektet blev lagt på hylden for en stund. Men da min datter blev større, og jeg fik mere tid, mødte jeg en dansk pige, som havde været designer for et større dansk brand i Asien i mange år. Hun hjalp mig i gang, og derfra gik det stærkt.

Alle ’Blaire’-kapperne hedder et pigenavn. Hvad er historien bag det?

Ja, alle kapperne er opkaldt kvinder i min omgangskreds. Jeg synes det er lidt hyggeligt med et pigenavn til hver kappe, det er som om, den får lidt mere ”personlighed” i stedet for bare et style number.

Du bor lige nu i Singapore med din mand og jeres lille pige, hvor I har boet i snart 2 år. Hvordan har det været at starte et firma op/gå selvstændig i et andet land?

Det har både være nemmere og mere besværligt, end hvis vi havde boet i Danmark. Det har været mere besværligt, fordi BLAIRE er dansk, og jeg er udenlandsdansker, og derfor er der andre (kringlede) regler for mig. Og i det daglige er det selvfølgelig en udfordring, fordi mit marked primært er i Danmark, og jeg jo af gode grunde ikke kan køre rundt til butikker eller sørge for webshoppen selv. Men på den anden side, ville BLAIRE nok aldrig være blevet en realitet, hvis ikke jeg havde boet her, da vi har nogle andre fordele. Først og fremmest har jeg tiden, fordi jeg ikke har arbejdet i Singapore, og dernæst fordi det er så nemt for mig at rejse rundt til mine producenter, håndplukke materialer og få inspiration.

Har du nogle gode tips til andre, der går med drømmen om at gå selvstændig med deres eget projekt?

Det er en kliché at sige, at man bare skal gøre det, hvilket også er rigtigt, men god forberedelse er altså en vigtig del. Tænk over hvem i dit netværk, der kan hjælpe dig med de ting, du ikke selv kan og ræk ud. Hav god tålmodighed, det hele tager som regel længere tid end forventet. Og sidst men vigtigst; be nice to people, relationer er det vigtigste og en dårlig omtale af dit produkt eller et uvenskab med en leverandør er ting, som kan være dyre i sidste ende. Jeg elsker kontakten med mine kunder og kan se, at mit gode samarbejde med mine leverandører bærer frugt.

Blaire er allerede blevet taget rigtig godt imod – hvad er ’next step’?

Ja, det er virkelig dejligt, at BLAIRE har fået en god start. BLAIREs brand-dna er ”versatile, chic and comfortable” (anvendelig, chic og behagelig, red.), og derfor skal alt hvad vi laver kunne rumme det. Jeg vil gerne have, at de ting jeg laver, kan have mange brugsmuligheder. Jeg arbejder fx på en fin kaftan-kjole lige nu, som vil være genial til sommer, både til arbejde og privat – og til vinter med støvler og en sweater ud over. Men kapperne er pt. key og der kommer så mange fine styles lige om lidt – og vildt fede fake furs til efteråret. Stay tuned 😉

Foto: @stinehasselsteen

I galleriet har vi samlet alle de smukke BLAIRE-kapper, som du i øvrigt ikke skal tøve for længe med at klikke hjem. Kapperne er nemlig lavet i et begrænset oplag, og du skal derfor være hurtig på ‘køb nu’-knappen, hvis du vil gå foråret og de kommende sommeraftener i møde med en kappe fra BLAIRE.

Du finder også alle kapperne inkl. priser på BLAIREs webshop