I dag springer designere fra modehus til modehus, og tiden, hvor man forbandt et modehus med dets chefdesigner, er altså forbi. Vi giver dig her er oversigt over, hvor nogle af de hotteste designere lige nu befinder sig...
Det er efterhånden gået hen og blevet mere og mere almindeligt, at de store modedesignere springer rundt mellem modehusene. Tiden, hvor designere dedikerede hele sin karriere til ét modehus, er altså ovre. Og hvis I har svært ved at finde rundt i de mange skift designerne imellem, så forstår vi det godt. Derfor har vi lavet en oversigt over, hvor de hotteste designere hører til lige nu.
Vi stiller blandt andre skarpt på Diors chefdesigner, Maria Grazia Chiuri, som skiftede til det italienske modehus i 2016 – og hvilket år. Hendes første kollektion på SS17-catwalken for Dior var the talk of town, da den indeholdt en masse politiske – og feministiske – budskaber. Ét af de mest regrammede items blev den hvide statement t-shirt med teksten We Are All Feminists, og selvom vi stadig har til gode at se hendes egen signatur, tyder noget på, at det kommer til at handle om kvindelig styrke.
Og så kan du blive klogere på den nuværende chefdesigner hos Calvin Klein, Raf Simons, som både kan skrive Dior og Jil Sander på CV’et.
Se med i galleriet, hvor vi har samlet fem af modens hotteste navne lige nu, som oven i købet har et imponerende CV af modehuse…
Foto: All Over Press
Karl Lagerfeld
Nu: Chanel (1983-), Fendi (1965-) og Karl Lagerfeld (1974-)
Tidligere: Chloé (1992-1997)Kendt for: Karl Lagerfeld er med sit hvide hår, solbriller og karakteristiske krave gået hen og blevet et ikon i sig selv, men særligt hans succes med at løfte Chanel til uanede højder har gjort ham til én af de mest eftertragtede samarbejdspartnere i modebranchen.
Raf Simons
Nu: Calvin Klein (2016-), Raf by Raf Simons (2005-) og Raf Simons (1995-)
Tidligere: Dior (2012-15) og Jil Sander (2005-12)
Kendt for: Feminin minimalisme med rene linjer og sans for farver og materialer. Arbejder bl.a. også sammen med det danske tekstilfirma Kvadrat og Adidas Stan Smith.
Maria Grazia Chiuri
Nu: Dior (2016-)
Tidligere: Valentino med Pierpaolo Piccioli (2008-16, men begge i huset siden 1999 og med fælles ansvar for accessorylinjen fra 2007)
Kendt for: Vi venter stadig på at se hendes egen signatur, men noget tyder på, at det handler om kvindelig styrke. Chiuri fik øjeblikkelig opmærksomhed med sin We Should All Be Feminists-t-shirt på SS17-catwalken.
Foto: All Over Press
Olivier Rousteing
Nu: Balmain (2009-)
Tidligere: Roberto Cavalli (2003-08)
Kendt for: Sin 'Balmain-army' af topmodeller som Jourdan Dunn og Kendall Jenner og sin måde at bruge sociale medier på, der gjorde Balmain til det første franske modehus med over en million følgere på Instagram.
Anthony Vaccarello
Nu: Saint Laurent (2016-) og Anthony Vacarello (2009-)
Tidligere: Versus Versace (2014-16) og pelsdesigner for Fendi (2006-08)
Kendt for: Sine meget høje slidser og i det hele tagede sexede natklubstil.