Trends

MODEHISTORIE: Bliv klogere på Lacoste

- 12/03/2014

Det franske mærke med den grønne krokodille har holdt sig på toppen i mere end 80 år - bliv klogere på de tidløse mærke

“Det er en lille og krukket dille, en modegrøn mani, som sidder lige der, hvor hjertet banker. Den kan fås i large og lille, er dyr at krybe i, men har du den på, er himlen aldrig grå” … Shu-bi-dua var ikke sene til at sætte ord på, hvad der skete på modescenen i 1980’erne: Det var Lacoste, der gjaldt. Den klassiske kortærmede poloshirt med den grønne krokodille placeret over hjertet og en lang designhistorie var et tiltrængt frisk pust oven på hippiernes flagrende linjer; indbegrebet af gamle penge og klassisk stil baseret på dannelse med alt, hvad det indebærer af sportsgrene som tennis, golf og sejlsport dyrket fra barnsben. For enhver yuppie (eller bare en wannabe-sådan) var poloen et must, gerne med kraven slået op i nakken.

Det hele kom sig af en fransk tennisstjerne i 1920’erne med sans for appearance. Landsholdsspilleren René Lacoste var træt af at spille i lange ærmer i det varme USA, og han kreerede derfor en kortærmet skjorte i et lettere og blødere stof. Da kaptajnen for det franske Davis Cup-hold lovede Lacoste en alligatorkuffert, hvis han vandt en vigtig kamp, fik han hurtigt tilnavnet ‘Krokodillen’; understøttet af hans evne til at bide sig fast i sit ‘bytte’. Lacoste fik broderet en krokodille på brystet af sin blazer, og resten er historie.

Hurtigt opdagede vinderen René Lacoste dog, at vejen til succes gik gennem andres ekspertise, og firmaet har igennem alle årene gjort en dyd ud af at samarbejde med andre om alt fra spaer og solbriller til sejlbåde og sneakers. 00’erne var ikke lige så milde mod Lacoste som 1980’erne, hvor alt med krokodillen solgte sig selv; modescenens fornemmelse for sport var mildt sagt ikke så elegant, at det gjorde noget, og i stedet har Lacoste valgt at kigge på kunst, kultur og velgørenhed. Det er dog stadig poloshirten, Lacoste er kendt og elsket for og siden portugisiske Felipe Oliveira Baptista overtog Christophe Lemaires stol som chefdesigner for Lacoste i 2010, har ambitionen været at gøre mærket til et decideret modehus med show under New Yorks modeuge og gøre Lacoste-stilen synligt friskere og yngre.

Det gælder i den grad for den vellykkede S/S 2014-kollektion, og da ELLE mødte chefdesigneren efter visningen og spurgte til de tydelige referencer til husets arv, svarede Felipe Oliveira Baptista, at: “I denne sæson handler det om lette og transparente materialer kombineret med hårde linjer. Inspirationen stammer fra tennisbanen – de hårde slag fra ketcherne og de skarpe hvide streger. Især den hvide streg er jeg blevet inspireret af, da den refererer til moderne arkitektur.” Hvis du kun skal købe en ting fra kollektionen, er chefdesignerens bud en Lacoste-klassiker: En rugby-kjole, som denne sæson har fået transparente striber – “her ser man tydeligt inspirationen fra tennisbanens grafiske linjer, som fortolker kjolen på en ny måde.” Det tidløse mærke er klar til en match mere

Se Lacostes SS14 kollektion i galleriet nedenfor

Psst… to af René Lacostes børnebørn, Sophie Lacoste Dournel og Béryl Lacoste Hamilton, sidder stadig i bestyrelsen og er med til at sørge for at det traditionsrige modehus bevarer og værner om sin unikke historie.