Stylist Maya Soul Paustian vægter komfort over Carrie Bradshaw-stilen, og hun elsker, når sko får hende til at føle sig sej.
Denne artikel er første gang bragt i ELLEs septembernummer 2021.
ELLE har være på besøg hos stylist Maya Soul Paustian og fået et smugkig i hendes alsidige skoskab, der gemmer på mange misundelsesværdige perler.
Mayas skostil er lidt ‘som vinden blæser’ – hvis hun selv skal beskrive det – da hun både er til det seje, lidt rå og praktiske look, men heller ikke er bange for at hoppe i noget, der er til den eklektiske side.
“Jeg synes da, at klassiske sko a la Bottega Veneta er pæne, men det er ikke noget, jeg selv bruger penge på,” uddyber hun.
Mayas overordnede ønske med sit skovalg er, at hun skal føle sig sej. Derfor er det meget få af hendes sko, der er vildt feminine, da selv “pæne sko” gerne må have lidt fylde og kant efter hendes mening:
“Jeg ville rigtig gerne være Carrie Bradshaw-typen, der går i høje hæle hver dag, men jeg er simpelthen for praktisk anlagt og vil hellere have komfort”.
Da Maya skulle giftes, havde hun til gengæld en drøm om, at hun på den store dag selvfølgelig skulle i et par høje hæle. Men kort tid inden, forstuvede hun sin ankel og måtte derfor nøjes med et par kitten heels – der vel at mærke blev smidt til fordel for et par sneakers efter kirken.
Se mere til Maya Soul Paustians fine skosamling i galleriet…
Foto: Kavian Borhani
Cowboystøvlerne er et samarbejde mellem Lædersmeden og Won Hundred, og de er cirka fem år gamle. Jeg bliver ved med at gemme dem væk og tage dem frem igen og skiller mig nok aldrig af med dem. De er indbegrebet af et par seje sko, og jeg får lyst til at gå ud og lave unoder i dem.
Foto: Kavian Borhani
Jeg blev mor sidste år og går rigtig mange ture med barnevognen. Det er rart at have sko på, jeg ikke føler mig superpraktisk og moragtig i, når jeg går tur. Overskuddet er oftest ikke det største, når jeg skal ud ad døren, og mine to par sko fra Eytys kan jeg sætte sammen med hvad som helst og stadig se smart ud. Jeg købte støvlerne først og måtte også eje sneakers-modellen. Nu har jeg set, at de har lavet en åben sneakers-sandal med samme sål, som jeg også ønsker mig.
Foto: Kavian Borhani
Det er sjældent, jeg har høje hæle på, men de her er trods alt kommet på til et par julefrokoster. De er ikke noget særligt, så det gør ikke noget, hvis der sker noget med dem til en fest. Det er en ’smadder-sko’, et par fy-fy-sko.
Foto: Kavian Borhani
De brune loafers er fra Atelier Vagabond. Jeg har dem på til alt fra brede bukser til jeans og shorts. De er lidt ’dressy’ og er en god erstatning for høje hæle. De spidse herresko har jeg arvet af min mor. De er alt, hvad jeg kunne ønske mig af en sko for tiden. De er godt brugte, men jeg synes, det passer til dem. Den spidse snude minder mig om nar-sko og giver mig lyst til sjov og ballade.
Foto: Kavian Borhani
De blå kitten heels har jeg arvet af min mands mormor. Jeg fik dem, mens jeg var gravid, men har mellem barsel og lockdown endnu ikke haft en anledning til at have dem på. De har mange fine detaljer, både foran og i udformningen af hælen. Jeg synes, de er smukke.
Foto: Kavian Borhani
Som sit næste skokøb ønsker Maya sig Eytys sneakerssandaler, der koster 1.800 kr.