De har været en klassiker i årtier, men Hailey Bieber er med til at gøre den ekstra smart i år.
Selvom nogle tendenser er forbeholdt specifikke byer, så er andre universelle og anset som drønsmarte, uanset hvor du befinder dig. Og en af dem er sorte pumps.
Selvom det er en klassisk style, der aldrig går af mode, så kan det ikke undgås, at den ind i mellem får et opsving, og stryger direkte ind på hitlisterne over det, der er anset som værende allermest chikt visse sæsoner.
Og det er netop en sådan tid, vi befinder os i nu. Fra streetstylen til modeugerne i starten af året (der er en forsmag på det, vi kommer til at gå i det kommende efterår/vinter halvår) til AW23-catwalken var klassiske sorte pumps ikke til at komme uden om.
Hos Prada var sylespidse udgaver af de klassiske, sorte pumps sat sammen med lige så klassiske jakkesæt og hos Salvatore Ferragamo havde skoene fået et arkitektonisk tvist med tynde hæle sat i en diagonal vinkel frem for den klassiske vertikale.
Men også i gadebillet og på sociale medier hos diverse it-girls lever trenden i bedste velgående. Både direktøren for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark, og Hailey Bieber har haft den klassiske sko på, og beviser begge, at det er noget nær det mest chikke, du kan stikke fødderne i til efteråret.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.