Blev du også forvirret, da du læste, at interiør- og møbelbrandet Hay lancerer sneakers? Der er en god forklaring på galskaben.
Cos, Ikea, Sonos. Det er blot nogle af de samarbejdspartnere, som danske Hay har på sit CV, og i dag har de offentliggjort et spritnyt samarbejde med ingen ringere end sneaker-favoritten Asics om en limited edition Asics x Hay-kollektion.
Samarbejdet har 1994-arkivmodellen Skyhand OG fra Asics som udgangspunkt for mini-kollektionen, selvfølgelig med et friskt og farverigt pust fra HAYs ikoniske farveskala.
Selvom de to brands på sin vis har forskellige æstetikker, er samarbejdet endt ud i en lille kollektion, som forener det bedste fra henholdsvis det japanske sportswear-brand og det legende, danske brand, der er kendt for sine rene linjer og farverige palette.
Det har nemlig resulteret i en stilren og sporty men samtidig sjov og farverig sneaker, der kommer i en farvepalette, som er et perfekt indslag til vores klassiske jeans og hvid T-shirt-look. Og én ting har de to brands da til fælles, nemlig deres evne til at skabe brugbare produkter, som har et vintage-præg, men som er overvejende moderne, og ikke mindst er egnede til hverdagsbrug.
Det seje collab består for nu af et par sokker, en logopræget taske samt tre udgaver af sneakeren i farverne ‘soft pink’, ‘soft blue’ og ’emerald green’, men de har allerede afsløret, at Asics x Hay-kollektionen bliver udvidet med sneakers i farverne ‘lavender’ og ‘chocolate brown’ til efteråret. Kollektionen kommer i størrelser fra 36 til 47 og priser ligger fra 170 kroner og op.
Limited edition-kollektionen bliver eksklusivt vist i Hay House-butikken i forbindelse med 3 days of design, som løber fra 12. til 14. juni, og kollektionen vil være tilgængelig i udvalgte Hay-butikker fra 28. juni.