Trends

Grøn garderobe

- 07/12/2009

Der er gået klimakonference i moden. Og selv om vi næppe foreløbig bliver helt CO2 neutrale, kan du i hvert fald følge ELLEs guide, så det ikke er din garderobe, der belaster miljøet

CO2-kvote
Sæsonens absolutte musthave: CO2- kvoter. For når du køber bare én CO2-kvote, tager du et ton mindre CO2- udledning ud af markedet og kredsløbet. I 2009 koster en kvote 160 kroner.

Genbrug
Find en skøn hat, kjole eller accessories på Trendsales, til swopparties eller vintage. For hvert stykke tøj, du genbruger, tager du yderligere en boble CO2 ud af kredsløbet.

Garderobe
Jonas Pedersens fremtidssikrede garderobesystem ‘Extrude’ vandt i 2008 den bæredygtige designkonkurrence ‘Wood Is Good’, bl.a. fordi garderobemodulerne kan justeres og formes efter brugerens behov og designmæssigt leder tankerne tilbage til især Børge Mogensen.

Pels
Hvis du hører til dem, der mener, at pels er bæredygtigt, bl.a. fordi en pels holder længe og ofte genbruges af flere generationer, kan du yderligere bidrage til ansvarlighed ved at se efter ‘Origin Assured’-mærket, som bl.a. Oscar de la Renta, Karl Lagerfeld og John Galliano står bag, og som garanterer ærlighed og ansvarlighed i produktionen.

Køb noget, du bliver glad for længe
Køb noget, du virkelig bliver glad for! F.eks. Diors ikoniske ‘Lady Dior’-taske.

Renseri
Fred Butler bør være din nye ven, når der kommer til miljøvenlige renserier, for 98 procent af den CO2, der er anvendt i renseprocessen, kan genanvendes i næste vask. Renserierne er desuden Svanemærket, da de anvender færrest mulige opløsningsmidler. Tjek Fredbutler.com

Uld & strik
Glæd dig over denne sæsons rustikke strik, hvor du stadig holder varmen, selv om du skruer ned for radiatoren og dermed for C02-udslippet. Uld er langt hen ad vejen også selvrensende, da det indeholder naturlig lanolin og derfor hellere vil luftes udendørs end vaskes.

Bæredygtige mærker
Efter vækst, høst og behandling kan Noir og Bllack Noir for 2010 endelig sy tøj af egen, bæredygtig bomuld. Men allerede nu boomer hylderne af organisk og bæredygtig mode fra bl.a. Stella McCartney, EDUN, Fleur Tang og Vero Moda, Barbara i Gongini, Vilsbøl de Arce og Wackerhaus arbejder sammen med en række unge, berlinske designere på at fi nde bæredygtige alternativer i produktionen, så holde øje med dem.

Sko
Vintervejr er ikke for sarte sko, så skån dem og miljøet, og praj en af de 100 CO2-neutrale taxaer, Amager Øbro Taxa har på gaden.

I do 30
I do 30 – under modeugen gjorde de det alle sammen, og du bør også følge trop, hvis du vil spare på CO2: Vask det meste ved 30 grader. 99,7 procent af alle bakterier på tøjet bliver alligevel slået ihjel, men vælg et koldtvandsvaskemiddel, så du undgår klumper og hvide skjolder, fordi vaskemidlet var so last season.

ELLE elsker øko-shoppenet
Bliv skøn uden parabener