Quiet luxury. Stealth wealth. Old money aesthetic. En tidløs, klassisk garderobe i god kvalitet. Vi ser nærmere på den underspillede, diskrete trend, der lige nu larmer mere end navnet antyder
I slutningen af marts 2023 skete der to ting, hvis sammenfald og offentlige opmærksomhed var nok til at påvirke moden. Og det endda gevaldigt.
Det var egentligt bare sidste sæson af HBO-serien ’Succesion’, og en overfladisk amerikansk kendis-retssag, der formåede at fænge os. Ikke kun de mange magtkampe, intriger og søgsmål. Men i høj grad også det tøj og den stil, der blev lagt for dagen både i det fiktive serieunivers og i den virkelige retssal.
Gwyneth Paltrow troppede op i retten for at få afgjort en bizar sag fra Utah i 2016, hvor en kollision på en skibakke angiveligt havde kostet hende det uerstattelige at ” … miste en hel dag på ski”. Hun var iført tøj, der skabte lige så meget (eller mere) omtale end skuespillerindens krydsafhøring, for den underspillede stil var mildt sagt ikke billig. Celine-støvler til 8.300 kr., en frakke fra The Row, som efterfølgende blev udsolgt, til 37.000 kr. og en rullekravesweater fra samme brand til 11.700 kr. var blandt de items, Paltrow fandt passende til et civilt søgsmål, og som generede viral hype under hashtagget #courtcore.
Samtidig buldrede ’Succession’ over skærmene, og her overskyggede samme modestrømning næsten det interne drama i Roy-familien. Der gik ikke lang tid, før de sociale medier – inspireret af serien – begyndte at flyde over med hashtags som #oldmoneyaesthetic, #stealthwealth og den mest udbredte: #quiteluxury.
Money talks. Wealth wispers
Ligesom ord som ‘ikonisk’ og ’chic’ er begrebet ’luksus’ også udsat for sprogligt misbrug. Nøjagtig som alting i dag er ikonisk kan alt fra madrasser til ugens tilbudsvin i Føtex eller pakkerejser hos Spies, ligeledes og tilsyneladende ud af ingenting, beriges med substantivet ’luksus’ eller adjektivet ’luksuriøs’, hvilket modstrider ordets sande natur som noget, der er forbeholdt de få. Noget, der kun findes i begrænsede mængder og som qua sin afgrænsede kvantitet er ekstremt kostbart – netop fordi det ikke er allemandseje.
Denne definition er dog i det moderne forbrugssamfund forvitret til fordel for en idé om, at luksus er kendisser klædt i logo-tunge runway looks fra top til tå, gigantiske yachts med champagne ad libitum eller allestedsnærværende designsamarbejder, hvor man får to brands for et brands pris.
”Money talks. Wealth wispers”
Men selv om Y2K-manien og den larmende, brandeksponerede trend, der blussede op i kølvandet på pandemien, prøvede at overbevise os om, at ’mere var mere’ og ægte luksus fandtes i store logoer eller opulent overforbrug, ja, så ulmede en modreaktion og en sagte stemme hvislede i baghovedet: ”Money talks. Wealth wispers”. Det er den definition på luksus, der nu tordner frem med bulder og brag, og larmer mere end nogensinde før.
Anti-Y2K
De, der virkelig klæder sig (og altid har gjort det) i quiet luxury-stilen, ved dog at det ikke er en trend, men en æstetik, der har hersket længe før ’Succession’ og Gwyneth Paltrows berygtede retssag. Lidt generaliseret kan man sige, at de, der er født ind i rigdom, ikke har samme behov for at slå om sig med logoer og synligt dyre ting, som dem, for hvem penge mellem hænderne er en ny ting. Derfor har der også længe hersket begreber som ’gamle penge’ og ’nyrig’ med en klar skelnen mellem, hvordan de to grupper klæder sig og omgås materielle goder.
Det kan spores helt tilbage til 1700-tallet, hvor de franske aristokrater efter Den Franske Revolution valgte at lægge deres ekstravagante klæder på hylden til fordel for mere nedtonede tøjvalg. Netop for at distancere sig selv fra det monarki, der netop var væltet. Siden da er stilen dukket op igen og igen, og ofte i kølvandet på større kriser i samfundet, hvor en åbenlys udbasunering af velstand kan være ildeset, hvis størstedelen af samfundet kæmper økonomisk.
Vi så det i 2008, hvor den globale finanskrise begyndte, og 00’ernes larmede bling, pang og ”flash-your-cash”-attitude blev afløst af en overvejende sort minimalisme. Herefter kom ’normcore’, der var den diametrale modsætning til Y2K-moden.
Samtidig begyndte brands som Prada, Yves Saint Laurent og Dries van Noten at skrue ned for larme-charmen, og i stedet overgive sig til en mere underspillet signatur, og samme år, i 2008, tiltrådte Phoebe Philo som chefdesigner hos Céline, hvor hun skabte en æstetik bestående af ophøjede basis-items.
Denne tilgang til moden blev også den første trækning i den bølge, der i stigende grad fokuserede på at skabe en indskrænket, men anvendelig basisgarderobe, der holdt sæson efter sæson, i stedet for konstant at fylde på med flygtige trends og hurtigt forgangne designervarer, a la det, man ellers blev flasket op med gennem 00’erne i serier som ’Gossip Girl’ og ’Sex and the City’, hvor et af hovedpersonen Carrie Bradshaws berømte citater er: ”Jeg fortrækker at have mine penge, hvor jeg kan se dem: Hængende i mit skab”.
Med den tankegang in mente, hvor jo flere Manolo Blahnik-sko man havde, jo bedre var man, var dét at skære garderoben helt ind til benet og fjerne synlige logoer og generel overflod et meget fjernt begreb.
Og nu bliver der igen tonet ned. Efter den indledningsvise iver og jublen efter at kunne feste, omgås mennesker og klæde sig fint på efter to år i mere eller mindre konstant isolation har lagt sig, og vi efterhånden har set nok navle-piercinger, pangfarvede bukser i faldskærmsstof, Barbie-inspirerede minikjoler og similibesatte croptops, er tiden kommet til at tage et skridt tilbage og kigge på, hvor vi egentligt befinder os.
“Der mange grunde til måske at tænke sig om en ekstra gang”
Fra oversvømmelser i Italien til ekstreme skovbrande i Canada, der næsten kvalte New York i røgtæt, orange luft, til sommertørke i Danmark og en stort set snefri skisæson i Alperne, krig i Europa, stigende fødevare- og energipriser og den laveste vækst i det globale bruttonationalprodukt siden finanskrisen i 2008 (ifølge OECD), ja, så er der mange grunde til måske at tænke sig om en ekstra gang, når man investerer i nyt til sin garderobe.
Og her kommer quiet luxury ind i billedet. For ikke nok med at stilen blev genopdaget efter ’Succession’, så kom påmindelsen om denne tilgang til mode på det – måske – helt rette tidspunkt. For selv om quiet luxury er indbegrebet af at bruge flere penge på ét item, end de fleste bruger på en samlet garderobe på et helt år, så er grundtanken bag denne type af garderobe faktisk ikke så dum endda.
Quiet luxury handler nemlig i lige så høj grad om holdbarhed og kvalitet, som det handler om eksorbitante prismærker.
IYKYK
Hvor brands som Hermès, Loro Piana (som bliver kaldt Uniqlo for milliardærer af insidere, og blandt andet stod for Gwyneth Paltrows #courtcore cashmere-sweater til 12.000 kr.) og det hedengangne Old Céline længe har været leveringsdygtige i items, der svæver ophøjet og upåvirket over tidens trends, så har vi de seneste år set en opblomstring i brands, der decideret har gjort quite luxury til deres signatur – før det overhovedet blev alment kendt som quite luxury.
Khaite, The Row, Totême, det nye By Malene Birger med Maja Dixdotter ved det kreative ror opererer på en basis af underspillede ’ikke’-farver som cremehvid, sort, havregrynsbeige, grå, marineblå og khaki og silhuetter, der ikke er defineret af samtiden, men snarere er snit, der lige så godt kunne være tilskåret for 20, 30, eller 40 år siden. Khaite slog igennem med et billede af Katie Holmes iført et cashmere-cardigansæt, mens hun prajede en taxa i New York, og sættets spil med det elegante og sensuelle samt den ubetinget synlige (hverdags)-kvalitet gik straks viralt.
“Det handler om god kvalitet over alt andet”
Og det er netop det, som er essensen. Det er ’bare’ hverdagsitems, men af den kaliber, der får en til at kigge en ekstra gang; enten efter en særlig, underspillet detalje, som man kun lægger mærke til (og tillægger værdi), hvis man ved, hvad man kigger efter (IYKYK), som Totêmes logo, der ofte – helt diskret – er broderet på en t-shirt mellem brystet og den nederste søm i samme farve som T-shirtens stof; eller kvaliteten, som Khaites upåklagelige cashmere og The Rows ’Glove’ ballerinasko af rispapirstyndt nappa læder, som er blødere en smeltet smør.
Det handler altså ikke om items, der gør væsen af sig selv. Det handler om god kvalitet over alt andet, og ting, du kan tage på i morgen såvel som om 10 år, og stilen og tøjet vil stadig have samme lækre, velovervejede æstetik og upåklagelige aura af kvalitet over sig.
Men selv om det kan synes absurd at fyre en månedsløn af på et enkelt item i en tid, hvor verden og økonomien bogstaveligt talt står i flammer, så er ideen med at købe langtidsholdbart – og her taler vi altså om ting, der ikke bare holder de næste tre sæsoner, men med den rette pleje kan holde de næste tre årtier – slet ikke så tosset. For hvis man virkelig vil gå planken ud på quiet luxury, så kræver det meget færre items og dermed et langt mindre forbrug, end hvis man hver sæson vil sammensætte en garderobe helt efter modens luner.
En garderobe tilpasset quiet luxury-filosofien består nemlig stort set udelukkende af basiselementer så som skræddersyede bukser, en god, taljeret blazer, en klædelig skjorte, strik i god kvalitet, en klassisk frakke og så fremdeles. Og det lader til, at den forbrugsbevidste Gen Z’ere er med på ideen om at investere frem for at spendere.
I en undersøgelse foretaget af Rakuten og Vogue Business fremgår det, at den unge generations forbrug af luksusvarer stigerer hurtigere end nogle andre generationer, og at de ser luksusvarer som investeringsobjekter, der skal holde ikke bare i årevis, men som potentielt kan gå i arv til næste generation. Det er måske også en af grundene til, at hashtagget #oldmoneyaesthetic har mere end 2,4 milliarder views på TikTok.
Og det er ikke kun i populærkulturen og på sociale medier, at trenden raser. Modeplatformen Tag-Walk, der hver sæson samler alle trends og modeshows på ét site, kan berette, at de største farver i efteråret 2023 bliver variationer af sort, hvid og beige. Og de kollektioner, der er i butikkerne nu, bærer også præg af en vis hang til den underspillede, diskrete form for luksus.
Hos Dries van Noten, Victoria Beckham, Boss, Jil Sander, Tod’s og Ferregamo satte tone-i-tone ‘jakkesætsrammen’ for kollektionerne, mens brands som Givenchy, Alaïa, Ports 1961, Khaite og Jason Wu præsenterede enkle, minimalistiske aftenkjoler, der kræver en kender at identificere dem uden for catwalken. Max Mara, Ralph Lauren og Bottega Veneta fulgte trop med hverdagslooks med skjorter, jeans og cashmere i forskellige variationer. For det er det, quite luxury er.
Det er hverdagslooks, der grundet deres rene snit og farver altid vil se upåtaget elegante ud. Den hvide skjorte, lædertasken uden spænder eller logoer, cashmere-sweateren. Det er ikke trend-items. Det er bare god stil og god kvalitet.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.