Der sker noget besynderligt med moden for tiden, og intet er helt, som det ser ud til

Den surrealistiske modetendens, trompe l’oeil, er tilbage. Fra Bottega Venetas ultrapræcise 3-D-tryk, Loewes abstrakte parallelverden til Louis Vuitton i omvendtland og Coperni, der på catwalken spraymalede en kjole på Bella Hadid. Intet er, hvad det giver sig ud for, og alt er en kommentar på det, der sker i verden omkring os.

Der er ikke noget nyt i, at mode er et middel til eskapisme. I århundreder har designere taget os med på rejser til opdigtede universer og brugt tøjet som transportmidlet dertil. Men denne sæson synes de for alvor at udforske futuristiske og surrealistiske paralleluniverser, hvor kun få ting er, hvad de giver sig ud for at være.

Drilske print får os til at tvivle på, om et tekstil er gennemsigtigt eller om det, vi kan se, er påtrykt. Nye materialer, faretruende silhuetter, surrealistiske accessories og dystopiske undertoner er med til at male et samlet billede af SS23-moden som kulisse til en sci-fi-fortælling, hvor karakterer fra ’Mad Max’, ’The Matrix’, ’The Tribe og ’The Hunger Games’ og ‘The Tribe’ vil falde naturligt ind.

En af forårets helt store modetrends, trompe l’oeil (fransk for synsbedrag, illusion), er hentet helt tilbage fra antikkens maleri – og i dag tilført udstyr og teknikker, der hører fremtiden til. Det er alt fra 3D-print, der får det til at se ud, som om man er nøgen, selvom man har tøj på, eller mere diskret, som Bottega Veneta, der ved hjælp af ultrapræcise 3D-tryk får det blødeste lammeskind til at fremstå som alt fra flannel til denim og bomuld. Eller hos Coperni, hvor en kjole bogstaveligt talt blev lavet på catwalken til deres show i Paris. Modellen Bella Hadid kom ind – kun iført trusser – og så blev hendes krop spraymalet med et flydende tekstil, der forvandlede sig til en smuk hvid kjole.

En leg med proportioner er signatur for Loewe og creative director Jonathan Anderson, der i de seneste kollektioner har leget med grænserne mellem ægte og kunstigt. Denne sæson med en enkel printet t-shirt med grafiske sorte frossede ’pixels’ mikset med khaki-bukser i et sløret og pixeleret print. Trompe l’oeil for det 22. århundrede! Alle, der så showet på deres mobil, kunne ikke andet end at tænke skærmopløsningen på deres devices var gået i hak, da modellerne passerede forbi. Designerne har med andre ord for alvor trukket grænserne mellem virkelighed og fantasi og gjort moden til noget, der er meget mere end påklædning.

En forvrænget virkelighed

Selvom vi i dag har tekniske muligheder, man ikke havde før i tiden, så er trompe l’oeil som sagt ikke et nyt påfund. Surrealistiske kunstnere som André Bréton, Salvadore Dalí, René Magritte og Joan Miró samt modeskaberen Elsa Schiaparelli har alle været banebrydende i arbejdet med dobbeltbilleder og synsbedrag. Surrealismen udsprang på den franske eksperimenterende litteratur- og kunstscene i 1920ernes Paris – i kølvandet på 1. Verdenskrig og den spanske syge.

I 1927 bragte Schiaparelli surrealismen ind i den parisiske mode med sweatre, jakker og kjoler i trompe l’oeil-design og senere også den berømte ’Lobster Dress’ inspireret af Dalí og trykt på silkeorganza, ’Shoe Hat’ – en hat i form af en højhælet sko. Og ’Skeleton Dress’, der udforsker den menneskelige skeletform.

I 60’erne og 70’erne, hvor der var krig i Vietnam samt kold krig mellem Øst og Vest var der også behov for eskapisme, og designeren Geoffrey Beene førte trompe l’oeil-moden videre.

Jean Paul Gaultier benyttede sig også af det visuelle bedrag i 90’erne, hvor han blev kendt for at trykke nøgne kroppe på sit tøj, men hans eskapistiske mesterværk var dog hans Cyber Collection fra 1995, hvor polkaprikkede bodysuits i varierende former og udtryk var som taget ud af ’The Matrix’ og ’Mad Max’ i en dystopisk fremtidstolkning.

Med fortidens reaktionsmønstre in mente, er det ikke svært at regne ud, hvorfor vi nu igen ser forvrængede silhuetter, surrealistiske detaljer og futuristiske beklædningsgenstande, som synes at høre til i et højere luftlag. Ikke nok med at en global pandemi (som stadig truer) har vendt op og ned på måden, vi lever på, der er også krig i Europa, energikrise, inflation og et potentielt økonomisk kollaps, der synes mere sandsynligt end usandsynligt. Med andre ord: der er mange grunde til at ønske, at man hørte til i en anden verden, og det er netop det, vi ser i moden netop nu.

Intergalaktisk stjernekrig

Knap 100 år efter surrealismens fødsel, står verden nok engang med begge ben i krig og pandemi, så det er ikke mærkeligt at vi igen tager de uvirkelige tendenser til os. Shiaparelli er genopstået efter næsten 50 år i glemmebogen som en modens Fugl Føniks, og nok engang er husets originale excentriske detaljer som en gylden trækrone, der danner en kjole, eller øreformede øreringe igen at se. Designeren fik sågar i slutningen af 2022 tildelt sin helt egen udstilling i Paris med titlen `Shocking! The Surreal World Of Elsa Schiaparelli´, hvilket vidner om, at surrealismen for alvor er tilbage.

Men hvis man stadig skulle være i tvivl om, hvilken retning vinden blæser, så er det blot at kaste et blik på SS23-sæsonerne. Designerne reagerer på det, der sker omkring dem, og både Loewe, Moschino, Dolce & Gabbana, Han Kjøbenhavn, Puma, Balmain, Burberry og Thom Brown maler abstrakte billeder, der stilistisk lander et sted mellem et syretrip og post-apokalypse.

Hos Loewes skød en gigantisk anthurium ud fra et hul midten af et enormt og klinisk hvidt rum med modeller iført den kunstigt udseende blomst i alskens størrelser som kjoleoverdele, BH’er, kjolestropper eller sko. Og hvor Loewe tidligere har leget med tyngdekraft og komisk realitetssans ved at lade alt fra neglelakker til æg og roser danne hæle på fodtøj, bar modellerne denne sæson sko, der lignede at være badet i voluminøse frynser, men som ved nærmere øjesyn var skabt af slappe balloner, mens andre bar lilla pumps, der var overdimensionerede som Andersines. Derudover overtog rullekraver hele sweatre, ærmer nåede gulvet og udskæringer på kjoler synes at falde i opadgående draperinger.

Også Louis Vuittion, med Nicolas Ghesquière i front, vendte op og ned på stort og småt, så de mindste detaljer blev kollektionens største som en vrangforestilling af virkeligheden.

Modsat Loewe hørte de gigantiske detaljer som lynlåse, kraver, bælter og knapper naturligt til på tøjet, men synes at høre hjemme i en aparte drøm med uhyggelige undertoner, da de voldsomme detaljer dominerede et i øvrigt fint univers med blonder, flæser, sløjfer og små kjoler.

Og de mærkelige drømmescener gik igen hos Moschino. Men her var det naivistiske bamser og badedyr, der brød grænselandet mellem voksenmode og barnlig udklædning.

Hos Balenciaga var der ikke mangel på dommedagsscenarier og dystopiske profetier. Den dystre kollektion kunne knap anes, da modellerne kæmpede sig gennem en apokalyptisk, sort mudderpøl, mens stilen hos Balmain, Dolce & Gabbana, Puma, Paco Rabanne og Han Kjøbenhavn synes at klæde folk på til intergalaktisk stjenekrig, med alt hvad det indebærer af metalskjold, beskyttelseskraver, handsker, overtræksbukser og vanvittigt fodtøj.

Særligt Han Kjøbenhavns SS23-kollektion var en stor science fiction-fortælling, hvor de læderklædte modeller fremstod som en skummel armé fra fremtiden, pansret med beskyttende metalbuer, polstrede skuldre og høje kraver. Mest fascinerede var dog de lange læder pantaboots med plateau, der synes at gøre modellernes ben unaturligt tynde. Støvlerne var nemlig endnu et eksempel på trompe l’oeil, da de var dekoreret med lange baner af spejle fra tå til knæ, som gjorde benene delvist usynlige.

Og det er lige netop det, der er essensen af den futuristiske mode anno 2023: Intet er, hvad det giver sig ud for, og alt er, ligesom surrealismens kunst i 1930’erne, en kommentar på det, der sker i verden omkring os.

Lige nu, er det et dystert billede, der bliver tegnet, og et gentagende spørgsmål om, hvad vi faktisk kan stole på er sandt, ægte, falsk og hvad der er ren fantasi.