Der er alt fra farvet strik til lag på lag i denne eklektiske trend.
Denne artikel indeholder sponsorerede links.
Det gælder om at stå tidligt op, hvis man vil følge de mange mikrotrends, der konstant pibler frem på særligt TikTok.
Fra den maksimalistiske #MobWife til den eventyrlige #ShipwreckChic har de alt fra mafiahustruer til havfruer som deres totemdyr.
Og nu melder en ny sig så til koret. Eclectic Grandpa (eklektisk bedstefar red.) er den blevet døbt og henter, som navnet antyder, sin inspiration i en langt mere relaterbar figur. Nemlig din bedstefar.
Og her skal du lede tankerne hen på en, der ynder at fuldende sit image med en eklektisk stil. Som rask væk krydrer klassiske items som habitbukser og loafers med alskens print og iøjnefaldende farver. Og som med glimt i øjet ynder at fuldende sit look med et mix af materialer og skæve accessories.
Trenden har sit navn fra Pinterests seneste trend rapport, der vidner om stor søgning i overskrifter som ‘Grandpa Core’ og ‘Eclectic style’.
Og det har altså fået mediet til at udråbe ‘Eclectic Grandpa’ som den nye store succes for 2024. Centralt i stilen står kodeord som fløjl, farverig strik, mønstret strikveste og 90’er inspireret sportstøj. Og helst iklædt lag på lag.
Og stilen har for længst da også manifesteret sig i både gadebilledet og hos celebrities som Tyler The Creator og Harry Styles.
Også modellen Gigi Hadid er set gang på gang bannerføre sin version af den eklektiske bedstefar, som hun ynder at hylde i et velkurareret lag på lag på look. Eksempelvis i et mix af oversize læderjakke, preppy lyseblå polostrik og et spraglet uldtørklæde.
Eller i et look af flere lag af chunky uld i jagtgrøn og camel tilført loafers og 70’er-inspirerede solbriller.
Mens stilikonet Alexa Chung giver sin version med et match af mønster, turkis strik og trenchcoat. Selvfølgelig fuldendt med et par vintage briller i skildpaddestel.
‘Eclectic Grandpa’ kan siges at stå på skuldrene af TikTok-trenden #coastalgrandma, der også dyrker den nostalgiske stil hos de ældre generationer.
Her er det til gengæld den minimalistiske beige æstetik som man finder hos velstående modne kvinder i beachhouses. Tænk Diane Keaton i en Nancy Myers film eller Jane Fonda i Netflixs ‘Grace and Frankie”.
Men nu er der altså kommet mere flamboyante boller på suppen. Dette understreges ikke mindst på catwalken, hvor alt fra Miu Miu til Loewe er set dyrke den farverige bedstefar stil.
Hos Miu Miu med stilrene stålindfattede briller, og flere lag af polo og oversize skjorte, der tilføres sportyinspirerede shorts.
Hos Loewe dyrkes den mere 70’er inspirerede æstetik, hvor chunky strik bølgede ud over ultråhøjtaljede ruskindsbukser, der gav en ganske ny chik dimension til joken om bedstefars ‘bukser i armhulerne’.
Også Dries Van Noten og Prada har sendt nik til trenden med stribede poloskjorter, chunky ‘workwear’-jakker og, selvfølgelig lag på lag.
Der er med andre ord rig mulighed for at hoppe med på trenden, som vi spår til ‘the next big thing’. Hvad enten du vil gå på opdagelse i din bedstefars klædeskab eller shoppe dig til looket.
Hælder du mest til sidstnævnte, har vi fundet et par bud på at sammensætte stilen herunder.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.