Trends

Charlotte Lynggaard: “Til nytår skal man have et statement-smykke på, der funkler.”

- 29/12/2016

Lige om lidt skyder vi det nye år ind, med alt hvad der dertil hører af champagne, glitter og flotte smykker. ELLE.dk har talt med Danmarks ukronede smykke-dronning, Charlotte Lynggaard, om smykkerne til årets sidste fest.

Hvis der er én fest om året, hvor der ikke skal spares på noget, er det nytårsaften. Det er festen, hvor vi gerne gør lidt ekstra ud af maden, lægger den gode champagne på køl, og tager den smukkeste kjole ud af skabet. Vi gør stads af affærren, for at hædre åretet, der er gået, og byde det nye år velkommen med stil.

Og hvis der er én kvinde her til lands, der ved, hvad god stil er, så er det vinderen af “Årets Stilikon” til ELLE Style Awards 2015, Charlotte Lynggaard, der formår at have perfekt balance mellem dyre internationale designer-items, rene nordiske referencer og eksotiske og unikke fund – selvfølgelig altid tilsat de smukkeste smykker. 

Læs også: ELLE Guider: Sådan holder du den lækreste nytårsaften – helt nemt

Derfor er den stilfulde smykkedesigner også den, vi allerhelst vil gå til for at rådføre os om de smykker, der vil funkle på fineste vis til årets mest sprudlende aften – og hvad vi skal investere i i 2017.

Hvordan foreslår du, at man styler sine smykker nytårsaften?

Til nytårs-looket skal man have et statement smykke på, der står ud og funkler. Det er et godt tidspunkt at skabe et modigt look, og for eksempel er to forskellige øreringe en god måde at gøre dit look mere edgy. Jeg skal selv have vores Shooting Stars øreringe i rødguld og diamanter på, og så tilføjer jeg enten vedhænget der kravler op ad øret eller perlen der hænger i det ene øre kun. Er man til et mere diskret men stadig udtryksfuldt look, er et delikat armbånd altid en god løsning. Vores små Circus armbånd er diskrete og sofistikerede, med små ædelsten og diamanter er de udtryksfulde, men stadig lette at have på både til fest og til hverdag. Til sidst er de utrolig gode at style med andre armbånd.

Læs også: Skønhedsredaktøren: Beauty-guide til nytårs-looket anno 2016

Hvad er et essentielt smykke køb i det nye år?

Hvis man skal til at bygge sin smykke-samling op, kan man for eksempel begynde med vores læder eller silkearmbånd, hvortil man kan købe charms. Det er et godt koncept at begynde med, da det er en fleksibel kollektion, hvor man kan bygge på og skabe sin personlige sammensætning. Har man til gengæld allerede en del smykker i samlingen, er det vigtigt, at man har det rigtige udstyr til at rejse med dem. Både mine veninder og jeg selv har i mange år forsøgt at finde en perfekt smykke clutch til rejser, og derfor besluttede jeg mig for at designe en selv, som man nu kan købe i vores flagskibs butikker. Den er hurtigt blevet essentiel til mine rejser.

Læs også: ELLE Guider: Sådan serverer du champagne og starter festen med stil

I galleriet nedenfor har vi samlet vores bud på et look, der sammen med de kostbare smykker, vil gøre nytårsaften til fryd at klæde sig på til og en fest at se på! Vi lover, at du vil kaste glans over nytårsfesten som ballets dronning i dette look, og får lyst til at danse længe efter at den sidste raket er sprunget og kransekagen er spist.